Kirkerne på havets bund af Jóanes Nielsen

Jeg er fuldstændig vild med den færøske digter Joanes Nielsen. Ikke kun fordi han
i 1994 blev indstillet til Nordisk råds litteraturpris, netop for “Kirkerne på havets bund”, men fordi han er en fremragende digter på helt sin egen enkle måde. Her udgår poesien ikke fra de højere læreranstalter, men fra helt andre kirker. Det er den færøske natur, menneskene imellem, deres til tider egne problemstillinger – til tider deres universelle betingelser, der optager ham.

Joanes Nielsen er en praktisk mand, han har f.eks. engang været fisker, nu er han digter, derfor linier som disse: “Følg med mig ind i en hård tids indvolde”, eller: “trænger dybt ned i det færøske bryst”. Han har konstant sig selv, sin natur, sin fortid, sine bygdmedlemmer med sig; og det er ligegyldigt om han skriver om Kristus på korset eller om en rejse til New York.

Joanes Nielsen er noget så umoderne som en digter med noget på hjerte, hans stil er narrativ, enkel, forholdende sig til politik, poetik, og alt derimellem. Hele tiden med et øje på og for medmennesket. “Jeg vil ned til rødderne”, skriver han i et af sine digte. “Til kirkerne af salt og muld”.

Det er præcis sådan han rammer mig, i rødderne. I rødderne af hvad det vil sige at være menneske: høj på ånd men fod i muld. I dette umulige spændingsfelt rammer hans poesi som en hård storm fra havet, som en blød hånd fra medmennesket.

Lån bogen på bibliotek.dk