Katten, drengen og månen af Rasmus Juul

Harlis&Lehrskov er to voksne kvinder, som har læst billedbogen: ”Katten, drengen og månen”. Her er, hvad de mener om bogen.

Harlis:
En lommelygte lyser for. Katten hægter sig på drengen, og de går ud i natten, der ikke er det mindste farlig. Den del kan jeg godt lide, ligesom jeg er glad for uglens pegen, når de to skal finde vej. Der er også en dejlig ping pong mellem fantasi og virkelighed, der tit er i en leg, og på den måde passer den meget barnlige tegnestil med tydelige pile, klodsede stjerner, huse der står vinkelret på bakkerne og indtegnede ruter i landskabet, men historien er lidt for kedelig til tegningerne og historien bliver hverken videre poetisk eller beriget med flere lag ved en meget barnlig streg, sorry!

Missionen er til at begynde med at afprøve lommelygten men bliver hurtig til et spørgsmål om at tilfredsstille, den ikke videre sympatiske kats behov for mad. Det hele ender med, at katten efter en mislykket jagt på mus lægger sig på månen og rejser ud på himlen og lever af mælk fra Mælkevejen.

Lehrskov:
Den historie, der fortælles med ordene i den her bog, er ikke særlig interessant – der er ikke rigtig nogen pointe eller budskab i historien – den opstår af ingenting og forsvinder i ingenting og mellem disse svært håndgribelige punkter opstår ingen forundring eller lærdom hos mig.
Men når jeg kigger på billederne, så bliver min nysgerrighed fanget. Det er jo billederne, der er spændende, og når man fordyber sig i dem, behøver man slet ikke ordene til at “fange” historien. Den her fortælling er garanteret skabt ved hjælp af billederne – først kom billederne, og så kom ordene. Men hvorfor lave en fin og lidt skør fortælling med billeder og så bagefter “tale den ned” med ord?

Den dragende fortælling i denne bog opstår ubetinget i det visuelle lag.

Hvis jeg skulle “læse” denne bog for et barn, ville jeg fabulere sammen med barnet ud fra den visuelle del og lade teksten sejle sin egen sø.

Læg mærke til lommelygten – den viser vej og er også et slags forstørrelsesglas. Katten er vist en ven – det er rart at have én at dele sine natlige oplevelser med, men hvorfor katten den ender på månen er virkelig en gåde. Er det ikke musene, der spiser ost? Men måske er katten en slags nattefe, med sine helt egne påtrængende behov og trængsler?

Lån bogen på bibliotek.dk