Katharerne af Ole Clifford

Dan Brown ultralight. Sådan føles Ole Cliffords “Katharerne” om en moderne forskertype, der graver i århundredgamle, religiøse hemmeligheder og er ved at blive myrdet af skumle typer, som ønsker at fortie sandheden for enhver pris.

Som hos Dan Brown er personerne skabt af ren papmache, men Cliffords plot er ikke helt så spændende, endnu mindre troværdigt og knap sammenhængende. Dertil kommer alle fejlene, den lemfældige research og det håbløse sprog.

Astrofysiker Viktor Thomsen får forærende et ekstremt luksuøst ophold ved Rivieraen i en pragtvilla med privatchauffør, kok og tjener. Han inviterer en kvindelig bekendt med, og sød (fersk) musik opstår.

Chaufføren viser sig at være efterkommere af den kristne sekt, katharerne, som den katolske kirke begik folkemord på tilbage i 11-1200-tallet. Op til 1 million uskyldige mennesker – mænd, kvinder og børn – blev torteret, brændt eller hugget ned for at have en anden opfattelse af kristendommen end pavernes.

Historien krydser nu frem og tilbage mellem de blodige begivenheder i 1244 og nutiden, hvor Viktor Thomsen bliver så forbandet over Vatikanets undertrykkelse af sandheden, at han skriver et brev for at få paven til at udtrykke en officiel undskyldning. Det falder pavens sikkerhedstjeneste for brystet, og de kommer nu efter Viktor med bål og brand. Uha-uha.

Bortset fra de mest saftige torturscener er fortidsafsnittene gabende kedelige. Hovedpersonerne dengang flygter og flygter – til fods, til hest, til vands og til hest igen – for at skjule en skat bestående af guld, sølv, ædelstene og beviser på, at den katolske kirke er fuld af løgn.

Nu om dage er det så som så med troværdigheden. Kan man forfatte en hel videnskabelig afhandling på en nat? Kan et harmdirrende, men ret uskyldigt brev få pavens folk til at krydse grænser og begå ulovligheder for at dølge en gammel, men ikke ukendt forbrydelse?

At introducere en ny hovedperson efter side 400, er heller ikke så smart. Og så er der de historiske detaljer. Paverne blev kaldt Innocens, ikke Innocent, hr. Clifford. En officer i korstogshærene havde næppe titel af generalløjtnant. Og selv om man benyttede et materiale med nogenlunde de samme egenskaber, brugte man helt sikkert ikke betegnelsen beton i 1244.

“Kamp til tænderne”, “Den kendsgerning … afgjorde udslaget”, “Er du op til det?”. Det hviner i de sproglige tandhalse.

“Katharerne” er relativt underholdende, men med samme næringsværdi som daggammelt wienerbrød.

Lån bogen på Bibliotek.dk