Kære venner af Anders Abildgaard

Anders Abildgaards digtsamling “Kære venner” er præget af en teknik, der kaldes “jump-cut”, altså en springende skrivestil, hvor der klippes fra scene til scene. Resultatet er en tekst præget af øjeblikkelige indtryk frem for fortløbende sammenhæng. Leder man efter det, vil teksten virke som i umiddelbar sammenbrud, og man vil formodentlig opbygge en vis irritation, som læsningen skrider frem. Jeg er dog ikke nødvendigvis afhængig af sammenhæng, for at nyde en tekst, men irritationen er der dog alligevel. Mest fordi teksten forekommer fuldstændig uden spænding og fuld af trivialiteter, og derfor er meget afhængig af at den fortællemæssige teknik skal bære den. Og desværre er det sådan, at der ikke er en særlig interessant pointe bag de valgte handlinger og møder (teksten er fuld af små sociale “tableauer” og øjeblikkelige berøringer mennesker imellem).

Læs for eksempel s. 30, 2: “I køkkenet ser I film. Den svenske digter kom. Min ven sover, han har ondt i ryggen. Den svenske digter sidder lænet tilbage i stolen. Han taler om ikke at være til nogen nytte. De tager taxaer. Hun går. Han går. På værelset tager jeg billeder og sover. Jeg vågner i teltet. Jeg klipper negle. Jeg sidder i stolen i gangen. Jeg sætter mig foran mit hus, i stolen derude. Nu går jeg om bag huset, der nu er et andet hus, ned til den okkerorange å, der løber under de, jeg tror, mere end to meter høje pilebuske.”

Man fornemmer, at digtene bliver til i en bevidsthed, der placerer sig i verden, som den er, og sproget er tilsvarende ukunstlet. Denne accepterende og uprætentiøse tilgang til både kunsten og verden retfærdiggør det trivielle sprog, men det er svært som læser at føle sig rigtigt engageret i de meget introverte sekvenser, bogen består af. Den kunstneriske sfære og de hverdagsagtige handlinger blandes i det, der kunne være et stemningsmættet portræt af et digterliv, men som efter min mening desværre forbliver goldt og ligegyldigt. Som registreringer uden involvering.

Det er sikkert intenderet, at der ikke peges på nogen form for sjælelig dybde, eller som der står i Kirsten Thorups “Love from Trieste”, en digtsamling fra 60´erne, som det grafiske omslag på dette værk refererer til: “It is better to stay on the surface”. Men i hendes tekst lurer sindssygen, kærligheden, jalousien, og der er noget på spil, når både syntaks og forfatterjeg er på nippet til et sammenbrud. En både sprogligt og narrativt krads tekst, som denne digtsamling desværre ikke kan leve op til.

 
Lån bogen på Bibliotek.dk