Jerusalem : chronicles from the Holy City af Guy Delisle

At være en hund i et spil kegler, – det kunne være den overordnede titel på Delisles forfatterskab. Som den naive uden kendskab til omgivelserne, har han rejst og observeret i verdens mest lukkede lande. Nordkorea, Burma og nu Israel. Hans arbejdsmetode er at sætte sig ned med en blyant og skitsere det han oplever, og der er ikke tid til alverdens detaljer når man sidder ved et israelsk tjek point hvor bevæbnede, nervøse unge soldater patruljerer. Delisles stil er derfor meget karikeret, ja næsten ikoniseret. Delisles skaber på den måde sin egen niche, med kombinationen af hans grafiske særpræg og den tegnede rejsereportage, for dem findes der dælme ikke mange af.

Israel og de problemer der er i landet har danskerne en form for kendskab til, via de danske nyhedsmedier, og derfor har man måske lettere ved at relatere til stoffet i Jerusalem. Det er tættere på den kultur vi kender, hvor situationen i Burma og Nordkorea – som Delisle tidligere har tegnet og skrevet om, ligger meget fjernt fra en dansk hverdag, og derfor føles betragtningerne fra Jerusalem så meget mere vedkommende.

Kendere vil bemærke en udvikling i Delisles arbejde. Han har udviklet sig fra animator til tegneserietegner, og den transformation er nu ved at være færdig. Han har udstået sin læretid, hvor debutten Shenzhen var lettere famlende, er der intet eksperimentelt over arbejdet mere. Han har udviklet sin egen signatur, som han bruger til at fortælle om det han ser.

I Israel ser han primært hvordan ekstremistiske jøder manipulerer og bruger vold som middel til en etnisk udrensning, hvis mål det er at slippe af med palæstinenserne. Han besøger de store religiøse bygningsværker og vi oplever hvordan et gigantisk helligt område er opdelt mellem seks trosretninger, der skal finde ud af at enes. Det går overraskende godt, selvom der indimellem bryder slagsmål ud mellem store flokke af præster. Områdets geografiske opdeling giver ikke altid mening, der er blandt andet en balkon som én trosretning har ansvaret for, mens en anden trosretning har ansvaret for det vindue der giver adgang til balkonen. De to religiøse fraktioner kan ikke enes og derfor står balkonen tom. Der er de ultraortodokse jøder, som ikke anerkender zionisterne som ‘ægte’ jøder. De sviner hinanden til på måder, som ville give racisme anklager i Europa. Det er nok ikke populært at sige det, men indimellem er jødernes opførsel overraskende tæt på det som blev praktiseret i vores naboland i 1930’erne og 40’erne.

Mens jøder, palæstinensere kristne og samaritter forfølger hinanden, sidder Guy Delisle med blyanten på en café og priser sig lykkelig for at være ateist. Hvis man er meget religiøs skal man have et accepterende verdenssyn for ikke at få Delisles historie galt i halsen.

Endnu engang lykkes Delisle med at underholde og oplyse med sine simple blyantsstreger. Hvor bliver litteraturpriserne af?

Lån tegneserien på biblioteket