Jeg er ikke her af Christian Dorph og Simon Pasternak
454
2010
978-87-02-08161-9
Selv i døden er Rikke Bûlow gudesmuk. Nogen har bollet hende. Nogen har foretaget erotisk kvælning på hende. Nogen har snittet et mystisk tegn i hendes unge hud og skåret halsen over på hende. Det viser sig, at hun var frisk på kinky sex, og at en arabisk mand, N, har haft en særdeles usund magt over hende. Blev hendes psykotiske digterkæreste til sidst for jaloux? Hvordan fik hendes autistiske lillebror blod på tøjet? Kort sagt: En sag for Erik Rohde, Ole Larsen og Anita Jensen fra politiets drabsafdeling.
“Jeg er ikke her” er tredje bind i Dorph/Pasternaks krimihistoriske projekt om livet og døden i Danmark i sidste fjerdedel af det tyvende århundrede. Og som de forrige er denne rent ud sagt pisse godt skrevet. Replikkerne er både mundrette og tidstypiske, miljøerne er som at være der selv, her er humor og action en masse, og karaktererne er på en gang originale og troværdige. Man vender siderne hurtigere og hurtigere, indtil bogen pludselig er brugt op.
Handlingen foregår i sommeren 1985. Biseksuelle Rohde er dødssyg, men bider tænderne sammen for at være med i opklaringen. Larsen er som altid en træmand, men også en dygtig efterforsker. Anita er sej; får sig noget sex i den sparsomme fritid og er en rigtig lortemor. De tre personer er ridset flot op; det er ikke overgjort som hos Jussi Adler-Olsen eller endnu værre – som hos Liza Marklund! Personerne er til for plottets skyld, ikke omvendt.
Troværdigheden er det så som så med. Vi flintrer over stok og sten – fra København over forstæderne til Sverige, Østberlin, Vestberlin og krigszonen i Beirut. Den sidste destination kunne vi godt have undværet; der går rigeligt tjubang i den mod slutningen.
Sjovt er det til gengæld at genopleve 80’erne. AIDS, BZ’ere i Ryesgade, Tannh user med drinks og rap i den bare, rygning overalt, hvidløgsflutes, servietter i glassene, når det skal være fint, computere med grøn skrift, intet internet og e-mail. Ak ja, man savner intet…
Jeg/er ikke/her er en bevidst gåde placeret i en helt central digtsamling. I en kostelig scene udlægger en selvfed, psykiatrisk overlæge ordene som en skizoid psykotikers jeg, der er blevet fortrængt af et stærkere jeg, fx vedkommendes store kærlighed (Rikke). En endnu mere selvglad lyrikanmelder mener, der i virkeligheden står Jeg/Rikke/her… Selv efter endt læsning er jeg stadig ikke sikker på fortolkningen. Men pyt, underholdende er det.
