Jakkels vandring af Svend Åge Madsen

”Jakkels vandring” er en roman. Men bogen er samtidig en slags novellesamling, idet den består af syv afsluttede historier, der indgår i en samlet sammenhæng. Syv variationer over den samme historie, fortalt af syv forskellige personer. Fortællingen omhandler Jakkel, der mere eller mindre tilfældigt bliver en slags omvandrende profet uden andet budskab, end at enhver sag kan ses fra mindst to sider. Og de syv personer, der fortæller hver sin udlægning af Jakkels korte liv, er syv af hans disciple.

Lyder det som noget, man har hørt før? Ja, en næsten to tusinde år gammel bestseller har samme mange fællestræk med ”Jakkels vandring”. Og ganske som bestsellerens hovedperson ynder Jakkel at tale i velformulerede lignelser, men modsat Jesu forkyndelser har Jakkels bevingede ord sjældent en pointe, ud over den, at en sag altid kan ses fra mindst én anden vinkel end den mest oplagte. Et eksempel: “… når I siger: Se den søde kanin, da tænker jeg på bondens sultne datter, der må undvære sin salat. Og når I siger: Sikke voldsomt han kørte, han kunne næsten have kørt os ned; da tænker jeg: han tror, han er ufejlbarlig, kan slet ikke forestille sig, at rattet kan glide i hans hånd, hans lærer burde have fortalt ham det, men han var sikkert træt den dag, han glemte det.”

Og modsat Det Nye Testamente, men i den grad i overensstemmelse med Jakkels bud, modsiger de syv beretninger hinanden i ét væk, ligesom dens respektive forfattere vurderer de samme begivenheder vidt forskelligt, hver med sin sprogtone. Også nogle af de enkelte begivenheder, Jakkel undervejs bliver hvirvlet ind i, refererer til hændelser i Det Nye Testamente. Ofte ligeud parodisk, når Jakkel eksempelvis forsøger at gå på, ikke Genesaret, men Salten Langsø – ja, handlingen foregår i Østjylland – og det lader sig kun gøre, fordi der er is på. Men ak, den uheldige Jakkel går gennem isen…

Er ”Jakkels Vandring” så selv et stykke blasfemi, en fornærmelse af en hel verdensreligion, der som minimum må retfærdiggøre en nedbrænding af forfatterens Risskov-villa? Nej, snarere skal ”Jakkels vandring” læses som – ud over som et hip til dyrkelsen af “falske profeter” – en filosofisk diskussion af relativisme-begrebet, den antagelse, at alt kan sættes under debat, og ingen værdier kan gøre krav på mere respekt end andre. Og da Jakkel og hans disciple primært kun får problemer ud af denne værdirelativistiske indstilling, er det oplagt at læse bogen som en satire over det at dyrke den ellers i intellektuelle kredse højt besungne relativisme som noget helt og aldeles absolut. Madsen er dog ikke den, der propper pointerne ned i halsen på læseren, der dermed får behageligt rum til at drage sine egne konklusioner – og ofte et godt grin med i købet. ”Jakkels vandring” er hermed anbefalet.

– Denne anmeldelse deltager i Bogrummets sommerkonkurrence 2006

Lån bogen på Bibliotek.dk