352
2001
87-595-1513-9
Killing Pablo
”Killing Pablo” handler om CIA’s jagt på den berygtede colombianske narkobaron Pablo Escobar.
Det er en sand historie fortalt af journalisten Mark Bowden, som også skrev bogen og screenplayet der lå til grundlag for filmen ”Black Hawk Down”. Historien er fortalt ud fra interviews og dokumenter som Bowden har haft adgang til. Altså er den vel så sand en genfortælling af begivenhederne som man kan ønske sig. Og det er her at ”Killing Pablo” fejler. Historien er spændende, men det hele er skrevet på en meget skønlitterær måde, og en ikke særlig køn måde. Havde historien ikke været sand, havde ”Killing Pablo” været meget uinteressant.
Den handler i bund og grund om en ung fattig, colombiansk knægt, som ved hjælp af kriminalitet for det første får den respekt han altid har ønsket, og for det andet en hulens masse penge, og da han begynder at smugle stoffer, strømmer pengene ind. Han bliver hurtigt overhovedet af et af Colombias største karteller, og bliver storleverandør til det amerikanske narkomarked. Dette finder USA sig ikke i, og da den colombianske regering viser sig at være yderst ineffektive, beslutter CIA at gøre noget ved det selv. Dels ved at sende egne agenter, dels ved at optræne colombianske specialtropper. Og så går jagten i gang. Pablo myrder løs, og CIA er hele tiden et skridt bagefter.
Charmen ved denne fortælling burde være at den var sand og et interessant indblik i hvordan CIA arbejder i udlandet, men den bliver fortalt med så mange ligegyldige adjektiver at det til sidst bliver frustrerende og det bliver meget svært at holde interessen. Ud over disse gener er der så også et persongalleri der tæller måske 15-20 personer, som er noget nært umuligt at holde styr på, da de fleste bliver beskrevet meget kort, og siden kun optræder meget lidt ad gangen.
Konklusionen må være at bogen er spændende for dens indblik i et af narkokrigens blodigste epoker, men man skal være meget interesseret på forhånd, ellers mister ”Killing Pablo” pusten meget hurtigt.