Istanbul. Erindringer og byen af Orhan Pamuk

Med “Istanbul” har Nobelprismodtageren Orhan Pamuk begået et festfyrværkeri af en erindringsbog, der sammenfletter Pamuks egne erindringer med beskrivelser af Istanbuls historie og sjæl.

Byens sjæl, der gennemsyres af “hüzün” – en særlig melankoli, som forfatteren mener kun Istanbul er i besiddelse af. En by, der engang var en af verdens rigeste byer, men som i dag er degraderet til en fattig og tilbagestående hovedstad, hvor mange indbyggere ønsker en europæisering af byen.

På trods af, at beskrivelsen af Istanbul er spændende og gennemresearchet er det Pamuks egen familiehistorie, der begejstrede mig mest. Pamuk beskriver sin barndom som materielt privilegeret, men også ganske turbulent på det menneskelige plan.

Pamuks forældre formåede ikke at skabe et stabilt hjem for deres to sønner – der var evige skænderier og det skete ikke sjældent, at forældrene flyttede fra hinanden i perioder. Det forhindrede ikke Pamuk i at have ambitioner på egne vegne – om at blive kunstmaler eller forfatter. En ambition især hans mor var imod, da hun mente, at Pamuk ved at blive arkitekt ville kunne skabe et bedre og mere stabilt liv for sig selv.

Som bekendt blev Pamuk ikke arkitekt, men derimod en anset forfatter, der lader til at være ganske tilfreds med den tilværelse han har skabt for sig selv.

“Istanbul” er en spændende bog, der giver et formidabelt indblik i en forfatter og hans hjembys historie. Det er en fortælling om hvordan både personer og steder påvirker mennesket. Pamuk har en fabelagtig evne til at beskrive personer og steder, og hans sprog er rigt og sprudlende.

Bogen kunne måske godt have været 75 sider kortere, men ikke desto mindre er “Istanbul” en god læseoplevelse, som andre med fordel kan se frem til.

Lån bogen på bibliotek.dk