Ingen er bange for folk, der smiler af Véronique Ovaldé
252
2021
978 87 93316 23 2
Personne n'a peur pour des gents qui sourient - oversat af Francois-Eric Grodin
1. udgave
Mens man storhyggende cruiser gennem Véronique Ovaldés enigmatiske*) lille roman “Ingen er bange for folk der smiler”, popper et ganske bestemt af vores fine, gamle visdomsord op; vejen er målet i sig selv.
Thi godt nok gemmer sig en ganske raffineret historie i den kompakte bog, men alligevel er det mindre for plottets skyld end for at lune sig ved forfatterens åbenlyse fortælleglæde, at man skal læse hende.
Véronique Ovaldé er varm og underholdende, underfundig og sprudlende. Man nyder ganske enkelt hvert eneste minut i hendes finurlige selskab.
Først hen mod slutningen af bogen forstår vi, hvorfor det har været bydende nødvendigt for Gloria at flygte over hals og hoved med sine to døtre, den mutte teenager Stella og den lille, distræte hyggespreder Loulou. Langt væk fra deres lejlighed ved Rivieraen og op til mormorens hus dybt inde i en mørk skov i Alsace.
Der klippes tilbage til dengang, 17-årige Gloria faldt pladask for storcharmøren og småsvindleren Samuel; og han for hende. To skønne døtre nåede de at få, og så brændte han på uforklarlig vis inde i sit værksted.
Også i Alsace oplever de tre kvinder sære hændelser. Loulou får nogle krampeagtige anfald, og mormorens solbrændte genfærd viser sig for hende. Måske er hun bare overspændt… Til gengæld er det reelt nok, at den sure nabos tre hunde bliver forgiftet; men hvorfor dog?
Efterhånden spidser tingene til, og man aner, at det hele må ende i en form for opgør; men helt sikker er man nu ikke. Omvendt bliver man mere og mere overbevist om, at der ligger en sylespids sandhed i bogens titel; den er faktisk en tankevækkende pointe.
*) gådefulde; så lærte du et nyt ord (c;
Anmeldereksemplar.
