Imperium af Christian Kracht

Var August Engelhardt verdens første hippie? I starten af 1900-tallet rejste den langhårede, tyske vegetar og nudist til det kejserlige protektorat, Ny Pommern, i det nuværende Papua Ny Guinea, købte en lille ø fyldt med kokospalmer og grundlagde sit eget idealistiske paradis. Her skulle man gå nøgen omkring og leve udelukkende af kokosnødder, der jo må være en guddommelig spise, da det er den frugt, der vokser tættest på himlen, og som ligner menneskehovedet mest…

Over denne virkelige persons liv og skæbne har den schweiziske forfatter Christian Kracht spundet en drabelig ende i romanen “Imperium”. Som det er så populært i disse år vikles historiske personer ind i delvis opdigtede begivenheder, så det til sidst er umuligt at skille fakta og fiktion. Kafka, flere af datidens tyske kunstnere, opfinderen af smørepålægget Vegemite samt adskillige andre berømtheder smutter ind og ud af historien uden nogen egentlig anledning.

At leve som kokovaraner (kokosnøddespiser) viser sig at være knap så sundt som antaget. Engelhardt pådrager sig mangelsygdomme, spedalskhed, en gryende neurose og får pludselig lyst til menneskekød, men før alt dette opdages, er et stort antal unge tyskere blevet grebet af de radikale ideer og er udvandret til tropeparadiset. Flere af disse får en trist skæbne.

Det er et forrygende stof, Kracht er faldet over, og han morer sig da også kosteligt med at brede det ud for den undrende læser. Mellem linjerne får han taget tykt pis på alle slags religiøst sværmeri og totalitarisme. Han muntrer sig med at gøre selve den tyske folkesjæl til grin. Og ikke mindst har han en fest ved at skrive hele værket i arkaisk, tysk kancellistil med alenlange, snørklede sætninger propfyldt med lærde indskud.

“Imperium” er en bestseller i flere lande og har høstet vognladninger af anmelderroser i ind- og udland. Historien er som sagt også spændende nok, men Krachts stil forekommer anstrengt og studentikos. Det er ikke nogen lang bog, men den er nok så svær at tygge sig igennem.

Et af Krachts yndlingsmotiver, som han tager op mindst tre gange undervejs, er at sammenligne Engelhardt med en senere, nok så bekendt vegetar og fanatiker (Hitler). Se her, hvordan forfatteren hygger sig med at udfolde dette noget søgte indfald:

“Således fortælles nu kun stedfortrædende historien om en enkelt tysker, en romantiker, der som så mange andre af denne art var en kunstner in spe, og hvis nu sommetider paralleller til en senere tysk romantiker og vegetar, som måske hellere skulle have holdt sig til sit staffeli, trænger sig på, så er det absolut hensigten og på sindrig vis, undskyld, in nuce også kohærent.”

Til forfatterens ros skal det nævnes, at han også besidder en klædelig selvironi:

“En lille, nøgen dreng sad på græsplænen og blæste sæbebobler op i luften; de satte sig på Engelhardts skuldre, hvor de udmattede og ubemærkede drog deres sidste korte, alkaliske suk som billede en miniature på en andenrangs romanforfatters tyndslidte metaforik.”

Lån bogen på bibliotek.dk