363
2021
9788740002607
1. udgave, 1. oplag
For et par år siden udgav Leonora Christina Skov den autofiktive roman ”Den der lever stille”, der blev en enorm salgssucces med 145.000 solgte eksemplarer – en bog, der i øvrigt også (helt fortjent) medførte, at forfatteren blev tildelt De gyldne laurbær.
”Den der lever stille” handler om forfatterens opvækst i et parcelhuskvarter i Helsinge, hvor hun mistrivedes i stor stil da hun voksede op i et hjem, hvor hun måtte kæmpe for basal opmærksomhed og kærlighed fra forældrene og hvor især moderen var en ondskabsfuld medlidenhedstyran. Da forfatteren sprang ud som lesbisk ville forældrene ikke kendes ved hende, hvilket selvsagt har været traumatisk for forfatteren.
Nu er efterfølgeren så udkommet og den har fået titlen ”Hvis vi ikke taler om det”.
I denne bog skriver forfatteren om hvordan det er med et pludselig at slå igennem til et bredt publikum og få stor succes.
Det meste af bogen handler dog om årene hvor Leonora Christina Skov forsøger at slå igennem som forfatter, hvordan det var at springe ud som lesbisk og pludselig stå helt på egen hånd efter at hendes egne forældre slog hånden af hende da de ikke kunne acceptere hendes måde at være på. Senere genoptages kontakten, men særlig nært eller godt kan man ikke påstå forholdet er, da forældrene ikke mener de har gjort noget forkert nogensinde og i øvrigt fortsætter med at udøve psykisk terror mod deres datter.
Positive elementer dukker også op i bogen, fx i beskrivelsen af hvordan forfatteren møder kvinden i sit liv, som hun senere bliver gift med og tager ud at rejse sammen med.
Bogen handler også om hvordan det er at leve med alle de dårlige historier, der fylder i en, men også fortællingen om en ung kvinde, der udsættes for sexchikane og meget grænseoverskridende adfærd fra en ældre, mandlig forlægger på et stort forlag, der udnytter den unge kvindes ønske om at blive forfatter.
Bogen indeholder også scener, hvor forfatterens far forsøger at få sin egen datter psykisk ned med nakken efter at hun har fået stor succes med ”Den der lever stille”. Ren familiemobning og ganske enkelt svinagtig adfærd overfor sin egen datter – ikke at forfatterens mor har været et hak bedre da hun stadig levede.
Der tales ofte om ”den svære 2´er” når en forfatter udgiver en efterfølger til en salgssucces, men i dette tilfælde må man nok sige, at efterfølgeren er lige så god som ”Den der lever stille”.
Bogen er solidt håndværk, sprogligt set en fest og indholdsmæssigt troværdigt og overbevisende på alle leder og kanter. Det er en modig bog om at hele og om at skabe en tilværelse på sine egne præmisser. At der så fysisk set oven i købet er tale om en smuk bog gør kun helhedsoplevelsen bedre, at der er kræset om designet.
Dette er en af årets bedste bøger og en bog, der sammen med forgængeren har fortjent at få klassikerstatus.