Hundedage af Einar Mar Gudmundsson

Hundedage er Einar Mär Gudmundssons dobbelte romanbiografi over danskeren Jørgen Jürgensen og islændingen Jon Steingrimsson. Jürgensen var dansk var blandt andet sømand og opdagelsesrejsende, der for en kort periode konge af Island. Steingrimsson blev kaldt vulkanpræsten, fordi han angiveligt stoppede et voldsomt vulkanudbrud midt i sin prædiken.

Ham danske Jørgen var lidt af en spradebasse, for nu at sige det meget mildt. Et C.V. ville blandt andet rumme følgende titler: Søkaptajn, straffefange, pirat, forfatter, spion, landsforræder, konge af Island, ludoman, journalist. Landsforræder i dobbelt forstand, både for Danmark og England. Egentlig en enestående bedrift. Einar Már er tydeligt imponeret af sin hovedperson og set med islandske øjne, er hans forbrydelser heller ikke gravende. Som sædvanligt er Einar Márs fortælleglæde smittende.

Alene i Jürgensens liv er der stof nok til flere romaner, og da der samtidig ikke er noget overlap mellem ham og vulkanpræst Steingrimsson, er det svært at se hvorfor de ikke har fået hver deres roman, men må se sig indsat i et omfattende krydsklipperi. Samtidig er det forfatterens længste bog, da han skal hele vejen rundt om Jürgensens tumultariske tilværelse, hvortil netop Einar Márs velkendte hang til digressioner får stoffet til at knopskyde nærmest uhæmmet. Et eksempel herpå er at han kommer helt frem til punkbandet Sex Pistols og refleksioner over The Beatles i en roman der foregår omkring år 1800. Og når han samtidig vil fortælle om både eventyreren Jørgen Jürgensen og vulkanpræsten Jon Steingrimsson – løber det lidt af sporet. Einar Már er ubestrideligt en mesterlig forfatter, hans historie får bare aldrig rigtigt vinger på hjernen. De evige digressioner, de konstante spring hid og did i kronologien og en forfatter i et knapt så digterisk hjørne som vanligt, giver en fortælling der kun glimtvis brænder igennem. Og så er forbindelsen mellem hovedpersonerne Jørgen og Jon som nævnt ikke eksisterende. Måske Einar Már har villet kaste noget uforudset ind, frem for bare at skrive en historisk roman om den skøre dansker, og derfor introduceres præsten. Historien om Steingrimsson er faktisk spændende på god gammeldags vis, hvordan han stoppede vulkanudbruddet får vi egentlig aldrig rigtigt lov at bevidne.

Summa summarum: Fortælleglæden løber af med den gode islænding. Til gengæld er persongalleriet ikke helt så myldrende som ellers, og Einar Már genopfrisker ofte hvor vi før har mødt en person. I tidligere værker har man selv skullet holde styr på persongallerier der ikke sjældent har været ganske omfattende.

At ‘Hundedage’ blev kåret til årets roman i Kina kan ikke undre, idet den både lovpriser den franske og islandske revolution og heller ikke stiller sig voldsomt kritisk overfor den russiske. Der er med andre ord revolutionsfascination nok til at vække det kommunistiske Kinas behag.

Lån bogen på biblioteket