0 kommentarer

Hafni fortæller af Helle Helle

af d. 2. november 2024
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

169

Udgivet

2023

ISBN

97887-434-0603-7

Udgave

1. udgave, 3. oplag

 

Hafni Jørgensen er hovedpersonen i Helle Helles roman “Hafni fortæller”.

Ret beset er det ikke Hafni, der er bogens fortæller. Hafni har ringet en for læseren navnløs og ukendt person op, som hun fortæller en længere historie til. Fortællingen er så blevet til bogen “Hafni fortæller”.

Hafni fortæller, at hun skal skilles og at hun har været ude på en rejse rundt i Danmark, der har varet et par uger. Målet med rejsen er, at tage til Sønderjylland for at mæske sig i det sønderjyske kagebord, men Hafni oplever naturligvis mange ting på sin tur på vejen til Sønderjylland.

Hun booker sig ind på forskellige hoteller og møder forskellige mennesker på sin vej. Undervejs kommer der uventede smutture – fx lover hun nogle fremmede mennesker på et hotel at aflevere en mobiltelefon til en slægtning, der bor et sted på Hafnis rute til Sønderjylland.

Undervejs spiser Hafni middag på forskellige restauranter og hoteller og flere af gangene ryger der også lidt for meget hvidvin igennem systemet. Det gør nu ikke turen ringere for Hafni, det lader til hun i det store hele nyder turen, også selvom turen kommer til at vare længere end hun havde regnet med på grund af alle omvejene.

Helle Helle har et langt forfatterskab bag sig, hvor hun ofte i en stram, nøgtern stil fortæller om almindelige menneskers liv i provinsen. Det gør hun for så vidt også i denne bog, men “Hafni fortæller” adskiller sig alligevel lidt fra forfatterens øvrige bøger.

Forfatteren eksperimenterer måske lidt mere med litterære greb end i de øvrige romaner. Det ved jeg ikke helt om jeg er helt fan af, for historien virker visse steder en anelse konstrueret. Til gengæld er der mere og god humor i bogen, hvilket jeg godt kan lide.

Overordnet set er “Hafni fortæller” en fin og udmærket bog, hvor læseren godt kan se, at der er tænkt over tingene – men fordi bogen sine steder kan virke lidt konstrueret synes jeg ikke bogen hæver sig væsentligt over gennemsnittet. Derfor lander jeg på en middel vurdering for “Hafni fortæller”.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter