Håbets rejsende af Isabel Allende

Den 4. august 1939 stævner et ombygget fragtskib ud fra Bordeaux med kurs mod Valparaíso i Chile. Ombord befinder sig godt 2200 forkomne spanske flygtninge, som med nød og næppe er undsluppet general Francos fascistiske styre.

Det gode skib Winnipeg er chartret af digteren Pablo Neruda, chileneren med den magiske pen og det altruistiske hjerte. Håbets skib kalder han fartøjet.

Den verdensberømte chilenske forfatter Isabel Allende, hende med “Åndernes hus”, har forladt sin magiske realisme og skrevet en dokumentarisk roman, der skildrer skelsættende historiske hændelser og er befolket med både fiktive og historiske personer.

“Håbets rejsende” bygger løseligt på den virkelige person Victor Pey Casados liv. Victor, der i bogen har fået efternavnet Dalmau, kæmper mod Franco, flygter til Frankrig og ryger i koncentrationslejr dér, sejler med SS Winnipeg til Chile, hvor han bliver venner med Neruda og den senere præsident Allende, og da denne styrtes og myrdes af general Pinochet, havner Victor igen i kz-lejr, torteres, men slipper fri og flygter til Venezuela, der flyder i olie og velstand. Virkelighedens Victor blev 103 år.

Isabel Allende vil med bogen vise lighedspunkterne mellem den fascistiske Francos militærkup mod en lovligt valgt venstreorienteret regering i Spanien i 1930’erne og Pinochets USA-støttede militærkup mod en lovligt valgt venstreorienteret regering i Chile i 1970’erne.

Et andet budskab er, at flygtninge kan have stor værdi for det land, der modtager dem. De 2200 spaniere, der kom med Nerudas skib, klarede sig usædvanligt godt og gav Chile økonomisk, social og kunstnerisk medgang.

“Håbets rejsende” er (også) en kærlighedshistorie. I Barcelona falder den fattige, men begavede Roser for Victors bror Guillem, bliver gravid, men må flygte fra fascisterne uden at vide, at hendes elskede er faldet i borgerkrigen. Senere må hun og Victor modstræbende gifte sig for at få plads på SS Winnipeg, og i årevis lever de som platoniske venner i Chile. Men så kommer følelserne snigende…

Er det et meget summarisk handlingsreferat? Tjo, måske, men det er såmænd ikke så væsensforskelligt fra den måde, Allende skriver på. Hele bogen er holdt i en effektiv referatstil med få replikker, hvilket får handlingen til at glide kvikt afsted, men uden at berøre læserens følelsesliv det fjerneste. Udmærket underholdning uden de store dybder.

Et eksempel fra et afsnit, hvor Victor og Roser er flygtet til Caracas: “Han manglede ikke noget, men følte sig uhjælpeligt fremmed og ventede hele tiden på nyt om hvornår han kunne vende hjem til Chile. Det gik Roser rigtigt godt med hendes orkester, og Marcel [deres søn, red.] der havde taget sin doktorgrad i Colorado, arbejdede i Venezuelas Oliekompagni. De var tilfredse, men tænkte på Chile og håbede at vende tilbage.”

Lån bogen på biblioteket