Guldægget af Cynthia D’aprix Sweeney

En fortælling om en familie i New York, hvor menneskelige værdier måles ud fra størrelsen på den enkeltes bankbog. En fortælling om hvad penge, og mangel på samme, kan gøre ved mennesker der er vokset op med at definere sig selv ud fra det de har, og det de kan købe. Hvem de er som mennesker, er mindre væsentligt, da personlighed og menneskelige egenskaber ikke kan omsættes til designermøbler og dyr whisky.

“Guldægget” handler om en overfladisk søskendeflok på fire. Deres forældre har oprettet en fond, som bliver udbetalt til dem, den dag den yngste fylder 40. Det vil sige, lige indtil den ældste foretager sig noget virkeligt dumt, og de fire søskendes mor (faren er i mellemtiden død) vælger at bruge størstedelen af fondens midler på at holde en retssag, og deraf følgende skandale, fra døren. De tre søskende der således er blevet snydt for det guldæg, de hver især har baseret deres fremtid på, er mildest talt ikke tilfredse, og kræver at den ældste betaler, det han skylder dem.

Udover et ret omfattende persongalleri hvor flere af de optrædende har næsten enslydende navne, og det derfor kan være vanskeligt at finde rundt i historien, følger vi over godt 350 sider en flok mennesker, som er virkelig, virkelig irriterende. Det er ren overflade, alt gøres op i penge og prestige, og enhver er sig selv nærmest. Desværre er bogen som sådan også temmelig overfladisk. Jeg savner generelt noget dybde i karaktererne. Der er et par stykker, der fremstår lidt tydeligere end gennemsnittet, men de er undtagelsen. Hver hovedperson har sit særkende, men jeg lærte dem aldrig rigtig at kende. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at forfatteren vil spænde alt for vidt, og have alt for mange mennesker med i sin historie, og dermed mister både forfatter og læser følingen med den enkelte og med historien, om søskende der slås om penge. Det er set før, men et stramt persongalleri kunne have båret den hjem, hvis jeg havde lært de implicerede at kende og derfor vidste, hvorfor de opfører sig som de gør. Det følte jeg bare aldrig rigtig, at jeg gjorde.

Da jeg læste på bogens omslag, at den vil udkomme som amerikansk TV serie, blev jeg lidt nervøs. Amerikanske serier er, med få undtagelser, ikke kendt for troværdige persongallerier og vedkommende historier. Desværre følte jeg lidt, at jeg sad og læste en amerikansk serie. Den var sådan set udmærket skrevet, men som helhed var den lige så overfladisk og ligegyldig som de mennesker, den handlede om.

Lån bogen på Bibliotek.dk