Groo – gudernes store kamp af Sergio Aragonés og Mark Evanier

Et eller andet sted sidder der en gud med ørerne åbne, for efter mange år (det er mellem 30 og 40 år siden at Interpresse udsendte otte Groo-blade) er mine bønner blevet hørt, og vi bliver langt om længe begavet med Groo på dansk. Samme gud optræder muligvis i fortællingen om de to prinser der kæmper om magten i kongeriget. Den ene er smart nok til at ophøje sig selv til gud, men den anden er smart nok til at sende Groo efter sin bror. Jeg ved ikke om dumhed i anden potens udligner sig selv, men når Groo er involveret er kun et sikkert: alt går galt. Historien dribler satirisk rundt omkring hvordan demagoger opfinder falske guder for at fylde deres egne skatkamre, men her skal samtidig holde Groo beskæftiget, da han enten går i krig med en hvilken som helst uniformeret mand eller æder al befolkningens mand. Befolkningen har valget mellem selv at sulte for at fodre den forslugne Groo, eller tage benene på nakken, for når Groo ikke spiser forårsager han fatale katastrofer.

Evanier og Aragonés har altid et eller andet nyt indfald med, og her er det ikke kun guderne der i det høje fører verbal krig med hinanden, det er også Groo der ved et tilfælde kommer forbi en ekkodal, og lader sig provokere at ekkoet. Hvem hulen har før ført en ophedet og hysterisk diskussion med et ekko? Inden da har han spoleret en religionskrig, hvor ingen af parterne kan overskue at føre krig mod hinanden, når de samtidig skal vægre sig mod Groo. Og han har saboteret opførelsen af et stort tempel blot ved at tilbyde sin hjælp.

Albummet er legende let fortalt, det er næsten kommercielt, et Groo-pop-album og dermed et godt valg til en introduktion på det danske marked. Forlaget har derudover givet det en luksusoverhaling med stift bind, hvilket serien ikke har i hjemlandet. Jeg er meget imponeret.

Det eneste der halter en smule ved den danske oversættelse er den umulige opgave det er at skulle oversætte Troubadourens (på engelsk, the Minstrels) replikker, da de rimer og fortælles i rytme. Her har den danske tekst ikke den samme lethed som originalen.

Jeg skrev ved udgivelsen af Groo versus Conan, at det skulle blive spændende at se om skabermændene havde flere fantastiske album i sig. Det er albummet her et solidt bevis på, og selvom Gudernes store kamp er god er det er reelt kun opvarmning til fortsættelsen Play of the Gods – et ærefrygtindgydende album, et studium i komisk perfektion og satirisk vid, og forhåbentlig en del af E-vokes videre plan for serien.

Lån tegneserien på biblioteket