Geronimos hævn af Bo Dahl Olsson

Et velskrevet stykke danmarkshistorie, som kunne være sand – og måske er det i et eller andet omfang.

“Geronimos hævn” foregår et sted i Udkantsdanmark, hvor livet går som det nu gør, i efterkrigsårene. Hector Morales, resultatet af hans mors bekendtskab med en spansk adelsmand, bliver parkeret på den fædrene gård hvor hans moster og onkel, fætteren Ingvar, og Hectors mormor stadig bor. Det har de altid gjort, og det er der ingen grund til at lave om på. Et eller andet sted i løbet af historien, glemmer Hectors mor åbenbart, hvor hun har gjort af sin søn. I hvert fald bliver han boende i huset de næste mange år.

Hector elsker alt amerikansk, og drømmer om at rejse dertil og leve af at spille guitar. Ingvar vil hellere blive hjemme, og drive gården videre, sådan som den altid har været drevet. Der er bare det med drømme, at de ofte forbliver netop det – drømme. Hector kommer aldrig afsted, og Ingvar får med tiden en kæmpe gård med masser af jord. Stort skal det være – det er fremskridtet, og det kan man ikke bare stoppe.

Mens Hector går lidt i frø i mormorens hus, hvor han dyrker og ryger en del hamp, og mens Ingvar udfolder sit storhedsvanvid, er tiden noget der sker hen over hovedet på dem. Købmanden bliver til en kiosk, med ny facade – med lysskilte og alting. Igennem hele historien er Elvis Presley den røde tråd, der på en eller anden måde binder tingene sammen. Han er lyden fra dengang tingene var til at finde ud af. Fra tiden før det der fremskridt blev moderne.

“Geronimos hævn” er en velskrevet fortælling om at finde sin plads i livet og verden. Selv om mange af de ting der sker, er lidt pudsige og lidt for langt ude, så virker de i al deres mærkelighed underligt troværdige. Som da landsbytossen Alberts livsledsager, koen Røde, dør, og bliver begravet i en dobbeltgrav (så der også er plads til Albert, når den tid kommer) af den nye sognepræst. Eller da onkel Keld der har været maler, og nok har snust til lidt flere opløsningsmidler end godt er, tager sin radio med ud for at søge efter signaler fra andre verdener, og aldrig kommer hjem igen. Det glider bare ind i fortællingen, og det er ok. For det var jo sådan det var i Udkanten der i 50’ern, 60’erne og 70’erne. Der skete så meget så hurtigt, og det kunne være svært at finde sig selv i alt det.

Selv om Hector, Ingvar og vennernes samtaler er lige lovligt filosofiske for 12-13 årige børn, så glider det af dem da de bliver ældre, og livet går op for dem. Eller også gør det ikke.

“Geronimos hævn” er en anbefalelsesværdig fortælling om at være og finde sig selv.

Lån bogen på Bibliotek.dk