Fri agent af John le Carré

Med Fri agent viser John le Carré på mesterlig vis, at han langt fra er pensionsmoden. Selv som 88 årig leverer han en klassisk spionroman, der som sædvanlig rammer tidsånden.

Nat bliver efter en lang karriere som spion kaldt hjem til London, og selv om han kun er 47, er han sikker på at blive pensioneret. Han får dog i stedet den daglige ledelse af The Haven, en London baseret etat inden for det britiske efterretningsvæsen, før kaldet Cirkus, nu blot Kontoret.

Selvom han ser afdelingen som en hensunken sovepude opstår der hurtigt komplikationer, der fører til fyringen af en af de ansatte, hvilket sætter tankerne i gang hos Nat.

I sin fritid spiller han badminton og bliver en dag opsøgt af den specielle og kejtede Ed, der gerne vil spille mod mesteren selv. Efter de ugentlig kampe får de et par øl, og Nat må lægge øre til Ed’s forbandelser mod Trump, Putin og Brexit. Men hvem er han, og hvad har han med det hele at gøre?

I starten virker Fri agent som en af de mest ukomplicerede romaner Carré har skrevet. Det kører lige ud af landevejen, familien bliver præsenteret, med den lidt ustyrlige datter og advokatkonen, der kæmper mod medicinalindustrien, som et fjernt spøgelse af den standhaftige gartners kone. Men efterhånden kommer det klassiske Carré twist frem, og man mærker afgrunden nærme sig for Nat, der som bogens fortæller tidligt giver et hint om det der fører til Faldet, og her kommer man unægtelig til at tænke på forræderen Haydon og hele Karla-trilogien.

Jeg bliver aldrig træt af Carré. Heller ikke når han atter giver den store stygge ulv en bredside. Hans modvilje mod USA har gennemsyret en stor del af hans forfatterskab, men i Fri agent er det skåret så tydeligt ud i pap, at det må stå klart for enhver. Jeg har altid beundret Carrés tendens til at have fingeren på pulsen og ramme direkte ned i aktuelle verdenssituationer.

Plottet er rigtig fint og realistisk. Bogen er spændende og en af de mere letlæselige i forfatterskabet, og jeg måtte tvinge mig selv til at tage pauser for at kunne fordøje den bedre. Især er samtalerne en oplevelse; en blanding af syrlighed og stiff overlip, der er en nydelse at læse. Slutningen var åndeløst nervepirrende og temmelig atypisk Carré, måske alderen har gjort ham lidt mindre kynisk?

Det er imponerende 56 år siden at Carré for alvor brød igennem med Spionen der kom ind fra kulden. Fri agent er knap så kompliceret, men hvor er det fremragende underholdning, og kender man slet ikke Carré, kunne man sagtens starte her. Glæder mig til at genlæse den.

Rigtig fin oversættelse af mester Levinsen.

Lån bogen på Bibliotek.dk