Forræderens børn af Leif Davidsen

Forræderens børn beviser endnu en gang, hvorfor Leif Davidsen er Danmarks bedste og mest konstante spændingsforfatter. Han bliver ved med at levere romaner der tager pulsen på de samtidige politiske spændinger og analyserer på mesterlig vis vores måde at gebærde os på.

Davidsen genbruger hovedpersonerne fra Djævelen i hullet (2016), men kan sagtens læses uden kendskab til den bog. Det er ellers ikke tit han genbruger sine personer, måske sidst set i Fjenden i spejlet (2004), hvor Vuk fra Den serbiske dansker (1996) dukker op igen.

Laila passer sin campingplads i Bogense sammen med kæresten Anders, og dagligdagen er begyndt at tære på hende. Med to ture i Irak som sprogofficer og eventyret fra Djævelen i hullet i sin bagage, savner hun mere spænding i tilværelsen. Det får hun, da hun bliver kontaktet af sin halvbror Tor, der pludselig dukker op i Danmark. Han er udsendt af FSB, den russiske sikkerhedstjeneste, for at undersøge et giftmord på Ringkøbing Fjord. En ældre fisker, kendt som Russeren, dør af den frygtede gift Novitjok, og hans datter, der var på besøg, bliver syg men kommer sig.

Men hvem var russeren, hvorfor skulle han dø og er det atter russiske agenter, der har været på spil?

Handlingen fører Laila og Tor på en tur gennem Europa, fra Bogense til Firenze med afstikkere til London og Rusland.

Inspireret af giftattentatet i Salisbury, og interne magtkampe i de russiske efterretningstjenester, har Davidsen atter skrevet en uhyre nærværende og autentisk roman, der på vanlig vis aldrig mister jordforbindelsen. På hans sædvanlige stille og rolige facon, som kolleger a la Leif GW og Carré også mestrer, fører hans os stilsikkert igennem en spændende og lærerig handling. Det er så dejligt beroligende blot at følge med i landskabernes beskrivelse, eller hans samfundsmæssige betragtninger. Nogle vil helt sikkert kede sig, men så må de læse noget tjubang litteratur.

Selve plottet fløj lidt let hen over hovedet på mig, måske bedre sagt med Lailas ord: ”Jeg kan ikke finde hoved og hale i det her. Det er mere indviklet og kryptisk end alle ordene i den hellige koran.” Faktisk finder jeg Davidsens små analyser af vores færden som det mest underholdende i romanen. Russeren Tors undren over det danske sprog, hvor man kan tage noget for givet, men også blive forgivet. Eller samfundskritiske ytringer som: ”Fik man en blodprop, skulle det helst ske foran Rigshospitalets dør i København”. Eller hans syn af tusindvis af mennesker, der oplever kunstværker med nakken, fordi de har travlt med at tage selfies….Han er eminent til at få øje på helt åbenlyse tåbelige handlinger, som vi desværre alle udfører uden at bruge hjernen.

Ligeledes er bogen hele vejen igennem krydret med digte af Søren Ulrik Thomsen og Morten Nielsen, der passer perfekt til situationerne, og ret godt reciteret af den til tider melankolske Laila, der er gennemsyret af had til sin døde far, der både forrådte sit land og sin familie. Hendes følelser står i stærk kontrast med halvbroderens, der elskede sin far. Der er mange lag i historien…

Ganske enkelt en fremragende roman!