24
2019
978-87-97097-31-1
1.
Forfatteren Denis Rivin er i gang med et ambitiøst projekt: en billedbogserie for børn fra 5 år om FNs 17 verdensmål. Med den første del af serien, „Folkes far kan blive“, hvor forfatteren sætter fokus på målene kvalitetsuddannelse og anstændigt arbejde til alle, har han fået en god start. Det lykkes ham at koge problemkomplekset med fremtidskompetencer og morgendagens arbejdsplads ned til det simple spørgsmål: „Hvad kan du blive, når du bliver stor?“
I fortællingen er det ikke en voksen, som stiller spørgsmålet, men lille Folke. Hans far er taxichauffør i Fremtidskøbenhavn, og det er afgjort et uddøende erhverv i den futuristiske by, hvor det vrimler med selvflyvende fartøjer. Sammen med sønnen overvejer faren, hvilke andre jobmuligheder der er. Politiker går ikke, da man efter opfindelsen af beslut-robotter ikke længere har brug for „menneskepolitiker“. Men han kunne vedligeholde robotter, blive en slags politikervedligeholder. Eller rumrejsevejviser – altså en, der viser folk rundt i det ydre rum. Eller han kunne lære at betjene en 3D-printer-kran og printe skyskrabere.
Far og søn løber ikke tør for idéer. De overgår hinanden med kreative og sjove indfald og udfordrer læserne at gøre det samme: at tænke nyt, at fjerne sig en smule fra den slagne vej. Bogen er et godt udgangspunkt for en alderssvarende snak om uddannelse og arbejde og om hvordan fremtidens skole- og arbejdshverdag kunne se ud.
Laura Büchert Schjødt illustrerer Denis Rivins fortælling, der er rig på både kreative indfald og sproglige nydannelser, med stemningsfulde og farverige billeder.
Facit: Fire smilende stjerner til en bog med mange smileys, både på og mellem linjerne 🙂