Fiskerne af Hans Kirk
Man siger, at Danmark er et homogent land – eller i hvert fald traditionelt har været det, indtil den store påvirkning udefra kom.
Det er nok korrekt sammenlignet med andre lande, hvor forskellene er endnu større i tro, kultur og sprog.
Når det gælder tro (og den er der dog endnu noget tilbage af i Danmark) har sammenstødet mellem grundtvigianere og indremissionske dog været til at se.
I nøgleromanen ’Fiskerne’ skildrer Hans Kirk en subkultur med varme og også en del sympati, men reelt uden forståelse. Forfatteren anerkender måske ikke den indremissionske verdensopfattelse, men respekterer dog de missionske sjæle. Pudsigt nok havnede han senere i en politisk sekt, der gjorde krav på ”die wahre Lehre”, da han blev kommunist.
Romanen beretter om en gruppe fiskerfamilier, som forlader den jyske vestkyst og flytter til de mildere områder ved Limfjorden. Her lykkes det dem på kort tid at erobre sognet for indremission, forjage den grundtvigianske præst og vende rundt på miljøet med deres stejle tro.
Det er til dels autentiske personer fra Hans Kirks egen familie og nære miljø i Hadsund, hvor hans far var læge, der skildres. Men også et miljø fra landsbyen Gjøl nord for Limfjorden.
Da romanen udkom i 1928, udbrød der nærmest lynchstemning i Gjøl, hvor Kirk foretog forstudier (eller research) til romanen. Mange mente at kunne genkende sig selv i romanens personer. Der blev anlagt en retssag, og der blev revet sider ud af bogen, som familiernes døtre ikke måtte se.
Hans Kirk holder tydeligvis af menneskene, men bryder sig ikke om deres tro. Man skal nok være meget varsom med at tage ham som sandhedsvidne, for Kirk er tendentiøs. Når de indremissionske mennesker portrætteres som seksualforskrækkede, ja så afviger de næppe ret meget fra de øvrige danskere på det tidspunkt, romanen udkom, nemlig i 1928.
Hans Kirk så fiskernes religiøsitet som frugt af barske vesterhavsvilkår og seksuelle fortrængninger, og bag det psykoanalytisk-sociologiske syn lå læsning af Marx, Freud og religionssociologi.
Kirk kendte den skarpe modsætning mellem grundtvigianere og indremissionske. Hans far kom fra en fattig indremissionsk fiskerfamilie i Harboøre, og gennem den del af familien fik han et tæt kendskab til det miljø, han skildrer. Sin viden om grundtvigianismen fik han fra sin mors familie, som var en storbondeslægt i Thy, hvor den dominerende kirkelige retning var grundtvigiansk.
Kirk behersker suverænt en enkel og på overfladen objektiv fortælleform med en diskret ironi. Tendensen ligger udelukkende mellem linjerne. Det er den kollektive romanform, læseren præsenteres for, og den bør læses – også af den grund, at den danner et epokeskel i dansk litteraturhistorie som en af de første af sin art.
