171
2020
978-87-406-6256-6
A single man (oversat af Juliane Wammen) også udgivet med titlen 'Enlig herre' i 1964
1. udgave, 1. oplag
”Ene mand” er en af litteraturens klassikere, der første gang udkom i 1964. Tidligere i 2020 valgte forlaget Turbine, at genudgive bogen, der måske er en lidt overset klassiker blandt yngre læsere.
Bogens hovedperson og fortæller er den homoseksuelle mand George, der underviser i engelsk på et universitet i det sydlige Californien.
George har netop mistet sin livspartner Jim, der er død for ganske nyligt.
Handlingen udspiller sig over en enkelt dag i 1962, hvor læserne følger George i de daglige gøremål; han tager på arbejde, en tur i træningscenteret og besøger en alkoholiseret veninde, der ligesom George selv er englænder, der har boet mange år i USA.
Mens George passer de daglige gøremål sker der mange ting i hans indre. Han sørger over tabet af sin livsledsager og spekulerer på om han nogensinde kan finde mening med tilværelsen igen. Findes der så at sige et liv efter kærligheden? Hvordan skal man i øvrigt også forholde sig til, at ens omverden i 60´erne ikke rigtig kan finde ud af, at anerkende den måde han har levet sit liv på som homoseksuel? Hvordan navigerer man i spændingsfeltet mellem at sørge og samtidigt ønske forståelse og omsorg fra et omgivende samfund, der ikke formår at give ham netop det han har brug for?
Selvom bogen blandt andet handler om at håndtere sorg er det også en bog, der handler om hvordan mennesket søger at leve med udstødelse og den ensomhed, som ofte følger med udstødelse.
Eftersom forfatteren Christopher Isherwood selv var homoseksuel, født i England og boede mange år i USA er det vanskeligt ikke at læse noget selvbiografisk ind i denne roman.
Uanset om bogen er opdigtet eller delvist selvbiografisk er der tale om en rigtig glimrende og velskrevet bog, der sætter fokus på emner, der stadig er relevante i dag.
Bogen starter sprogligt set lidt til den gumpetunge side, åbningen på bogen er ikke den skarpeste. Heldigvis vinder den på relevans og at være velskrevet resten af vejen.
Portrættet af George er indfølende og overbevisende og bogen tegner et fint portræt af hvordan verden så ud i starten af 60´erne når det handler om hvordan mange mennesker betragtede homoseksuelle mennesker.
Rigtig fin og læseværdig bog, som jeg er glad for at have stiftet bekendtskab med.
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.