Endnu er der håb af Karin Wahlberg

Vi befinder os i Sverige i 50’erne – polioepidemien er nået til Ekstad, der er overbelægning på hospitalet og alle må arbejde hårdere end det er menneskeligt – især på afdelingen “Epidemien”, hvor den unge læge Carl Emilsson og sygeplejeskeeleven Stina arbejder.
Der er ingen vaccine mod polio – nogle af de ramte patienter bliver lammet i benene, nogle må kobles til en jernlunge for overhovedet at kunne trække vejret – og nogle dør af deres sygdom.

Bogens persongalleri er stort – forfatteren fortæller historien fra mange sider. Vi følger en kræftpatient, en ung kvinde med polio, flere af de unge sygeplejerskestuderende, overlæger og turnuslæger, lægefruer og børn, barnepiger, pårørende, vaskekoner og assistenter – og alle har sin fortælling, og er på skift hovedpersoner i bogens kapitler. Skal man endelig tale om en slags gennemgående hovedpersoner må det blive det unge par, Carl og Ella-Kristin, der må ansøge om tilladelse til at forlove sig, da de begge arbejder på hospitalet. Der er selvfølgelig en kobling mellem flere af personerne, som færdes i det samme miljø omkring hospitalet.

Der er tydelige rangforskelle, alt efter hvilken plads man har i samfundet. Og bogen kommer fint ind på forholdene i 50’erne med de forventninger der var til datidens kvinder. Var man lægefrue forventedes man at være i hjemmet og passe børnene, uanset om tilværelsen var kedelig og ens drømme ikke blev udlevet – mens kvinderne i de lavere samfundslag var tvunget til at arbejde for at overleve. Børn, der var indlagt, måtte ikke få besøg af forældrene, man mente ikke det var godt for børnene, de blev jo så kede af det når forældrene gik igen!

Bogens svaghed er, at forfatteren har spredt sig alt for meget – på grund af de mange personer bogen følger, kommer den ikke i dybden med hverken personerne eller deres forskellige problemstillinger. Dog lægges der op til, iflg. klappen på omslaget, at det er første bind i en serie. Så giver det mere mening at præsentere alle disse personer, hvis der følges op med flere bøger.
Sprogligt hæver den sig ikke op over middel – sætningerne er korte og sproget noget fladt, ligesom beskrivelsen af personerne er mangelfuld. Det betyder samtidig, at bogen er meget let læst. Hvis der kommer en fortsættelse, som der lægges op til, vil jeg dog gerne læse den, i håb om at komme dybere ind i nogle af personerne, og måske få svar på de åbne spørgsmål, der var, da bogen sluttede. Er Sonja Bengtsson helbredt for sin brystkræft? Bliver Carl og Ella-Kristin gift? Kan Carl glemme den unge kvinde, han har fulgt under hendes sygdom? Bliver overlægefruen Nancy skuespiller? Får Ulla en uddannelse? Hvordan går det med Gittan? Finder overlæge Hjelm kærligheden igen?

Lån bogen på Bibliotek.dk