261
2018
978-87-406-2031-3
En moderne familie (norsk)
oversætter: Karen Fastrup
1.
På omslaget ses en 60’er stue – en grønbrun sofa og et lille bord i teak – over sofaen hænger familieportrættet: far, mor og 3 børn. Det er dog ikke ’vores’ familie, for børnene på fotoet er 2 drenge og en pige – vi møder 2 søstre, deres bror og forældrene. Men billedet står som et symbol på familien, som den var engang …
Nu er de 3 børn voksne – Liv er 40 år, Ellen 38 og lillebror Håkon er 30 – og hele familien er samlet til deres fars 70 års fødselsdag, da bomben falder: forældrene skal skilles. Det kommer som et chok for børnene – at forældrene træder ud af deres vante roller og har tænkt sig at ændre på deres liv, fjerner det faste holdepunkt, det helt grundlæggende, trygheden og det velkendte.
Det er egentlig Ellen der fremprovokerer afsløringen – hun er pirrelig, irritabel, ked af det, og skal af med sine frustrationer, så hun angriber moren verbalt. Ellen og kæresten Simen vil så gerne have et barn, men det er ikke noget, de har fortalt familien. De har prøvet i et år uden held – det slider på forholdet, og nu kommer så skilsmissen oveni.
’Selv om ingen andre ved, at Simen og jeg prøver at få børn, bliver jeg grebet af en følelse af, at alle burde tage hensyn til det, til mig. Jeg kan i øjeblikke tænke, at det er dybt urimeligt af mor og far alt lade sig skille lige nu, skulle de partout gøre det midt i alt det jeg kæmper med, pålægge mig den ekstra belastning. Ofte følger der en påtrængende følelse af uretfærdighed med, at de nærmest demonstrativt forkaster deres familie for øjnene af mig, som er desperat efter at lave en.’
Liv er gift med Olaf og mor til Agner og Hedda. Liv hader forandringer, bliver vippet ud af balance selv ved små afvigelser og reagerer som følge deraf meget voldsomt på skilsmissen. Det er hele grundlaget for hendes egen tilværelse, der samtidig skrider, og hun kan slet ikke forholde sig til forældrene hver for sig, tør næsten ikke overlade sine børn til dem mere. Som om forældrene ikke længere er de samme.
Hendes far har en dag fået lov til at hente Hedda i børnehaven, men hun ikke vil lukke ham ind i sit hjem:
’Jeg går dem i møde. Stopper i dørkarmen, spærrer vejen videre ind til stuen og køkkenet, men far har heldigvis ikke nået at tage skoene af. Jeg prøver at holde disse møder med både ham og børnene så korte som muligt. Vil vise at jeg kun forholder mig til dem på grund af børnene, at jeg ikke vil have dem tæt på mig. At ting har ændret sig.’
Forældres skilsmisse bringer både Liv og Ellen ud af balance – de reagerer meget voldsomt og til en vis grad egoistisk. I modsætning her til er Håkon langt mere afdæmpet, han har en noget akademisk måde at udtrykke sig på, og man kommer ikke helt så tæt på ham.
’Selv om jeg har haft flere modificerende erkendelser op gennem tyverne, hvad angår både menneskets natur og intelligens – og den grad af frihed, man som udgangspunkt har – har jeg været af den opfattelse, at den tosomhed, vi bruger som model i store dele af verden, er en form for institutionalisering af følelser og kærlighed. Det er selve manifestationen af det ufrie, kontrollerede. Og jeg har indtil nu nægtet at indgå monogame forhold.’
Han må dog indse, at når det virkelig gælder, er teori en ting – noget andet er følelser.
Det er et hverdagsdrama, som kunne udspille sig i mange familier. Det er som nævnt mest døtrene der kommer til orde – i bogens kapitler følger vi skiftevis Liv og Ellen – først til sidst i bogen får deres bror Håkon et kapitel, hvor han er fortælleren. På det tidspunkt er der gået 2 år siden skilsmissen.
Helga Flatland skriver rigtig godt, springer let og elegant mellem søstrene, og mellem før og nu – de samme situationer beskrives, som de opfattes af hhv. Liv og Ellen. Beskrivelsen af deres tanker, egne problemer og det indbyrdes forhold mellem de to søstre og deres lillebror, både nu og da de var børn og unge, det, at forældrene har behandlet dem forskelligt, virker alt sammen meget ægte. Jeg ville godt have hørt lidt mere om forældrenes tanker og følelser, men de kommer kun sporadisk til orde – ingen af forældrene har deres eget kapitel i bogen.