Efter åndemaneren af Kim Leine
Med “Efter åndemaneren” sætter Kim Leine et umanerligt flot punktum for sin voldsomt velskrevne og uendeligt underholdende “missionstrilogi”, der startede med “Profeterne i Evighedsfjorden” og “Rød mand/Sort mand”.
“Efter åndemaneren” er endnu saftigere og sanseligere end sine to forgængere. Måske, fordi handlingen ligger en smule tættere på vores egen tid, hvor Leine selv har boltret sig blandt de noget mere frigjorte og spontane naturfolk oppe i Danmarks nordligste amt.
Fra 1700-tallets pudrede danske opdagelsesrejsende og missionærer er vi nået frem til 1880’erne, hvor danskere og grønlændere har en lidt mere ligeværdig og ganske ofte kødelig sameksistens. Kort sagt avler grønlandske kvinder og danske mænd en masse uægte børn, hvilket hurtigt afføder helt uoverskuelige slægtsforhold.
I én handlingstråd dramatiseres virkelighedens “Konebådsekspedition” i 1883-85. Polarforskeren Gustav Holm drager med et antal grønlandske mænd og kvinder fra Nanortalik i såkaldte konebåde op langs Grønlands hidtil ukendte østkyst og finder spændende hedenske inuitsamfund.
Blandt deltagerne i ekspeditionen er Hanseeraq, som tumler med mangfoldige eksistentielle spørgsmål i krydsfeltet mellem grønlandsk tradition og kristen livsførelse. Hanseraaqs deliriske tanker lige inden det store farvel er svimlende smukke – er det mon sådan at dø?!
Hanseeraqs nevø Jens, halvt dansk, halvt grønlandsk, bor en årrække i København, hvor Leine muntrer sig med at skabe medrivende exofiktion af Herman Bangs og andre litterære koryfæers homoseksualitet. “unaturlig, til dels væmmelig kønslig Tilfredsstillelse,” som Social-Demokraten fremturer.
Leine hygger sig gevaldigt over de dekadente flejnerters hang til opiumsdråber og det nye, sydamerikanske modestof kokain. Der gås til stålet med homosex og nydelsesmidler.
Oppe på Grønland er Sara nok også lidt homo. I hvert fald er hun ikke helt uimodtagelig for de kærtegn, hun udsættes for af en dybt troende kvinde, der hjælper hende med at føde et særpræget barn. Seancen foregår i det herrnhutiske samfund, en from og aparte sekt, der praktiserer lodtrækning som guds måde at fordele opgaver og goder på. Hvorfor ikke?
Sara er datter af levemanden, Julius “Røde” Krabbe, der har mange rødhårede efterkommere blandt de normalt sorthårede inuitter. Også hans ugudelige levned indvies vi i. Herunder en røverhistorie om en større formue i guld, som Jens’ far samt bemeldte Julius og en pastor Kok har gravet frem i den lokale Kryolitmine. Dette gulds skæbne er en spøjs affære, som binder handlingen løseligt sammen.
Leine har aldrig været synderligt imponeret over de danske koloniherrer og deres udbytning af de godtroende “vilde. Her nuanceres billedet dog i og med, at flere grønlændere synes at have gavn af at høre om den store kristne ånd, Jesus – hvilket gør bogens titel herligt tvetydig.
