Dybet af Paul Cleave

Newzealandske Theodore Tate minder om norske Varg Veum. Desillusioneret detektiv forbi den første ungdom, med en skrækkelig livsstil, en dødbringende tørst og forliste forhold bag sig. Ensom ulv, som ikke er bedste venner med det lokale politi, og som da også ser stort på loven, thi hensigten helliger midlet.

Tate og Veum er begge klicheen om en romandetektiv, og fred være med det. Men hvor Staalensen skriver i den dystre, nynordiske stil, er Cleave tydeligt inspireret af den klassiske amerikanske manér med smarte oneliners og en konstant, kynisk humor. Begge dele fungerer fint til genren.

I “Dybet” spøger en af Cleaves gamle kendinge, Christchurch Snitteren – en koldsindig seriemorder med smag for unge piger – i kulissen. Vi mødte ham første gang i “Det syvende mord”, og har man læst den, ved man, hvem han er her i bogen. Jeg holder tand for tunge.

Tate snubler næsten bogstavelig talt over tre nye ofre, der har været forsvundet i op til to år. De ligger pænt begravet på kirkegården – omend i nogle andre menneskers kister. Og kirkegårdens graver, der må have været involveret i ugerningerne, viser sig hurtigt at være en blindgyde. Han begår nemlig selvmord på Tates kontor.

Ligene hober sig op i denne labyrintiske thriller, der for en stor dels vedkommende foregår på kirkegården i øsende regnvejr. Hvem er den blodtørstige morder, der på snedig vis får rettet politiets mistanke mod Tate? Den døde graver, dennes hadske far, den venligt-mystiske præst og flere andre synes at have aktier i sagen. Imens drikker Tate sig længere og længere fra sans & samling. Man fornemmer, at det kan gå helt galt. Og det gør det, uha.

Paul Cleave har skrevet en effektiv krimithriller, hvor siderne vender sig selv, og hvor læseren holdes på den regnvåde pinebænk lige til det sidste.

Lån bogen på bibliotek.dk