447
2008
978-87-02-06847-4
En af bogens hovedpersoner, Anna Bella, har netop afleveret sit speciale, det videnskabelige bevis på slægtskabet mellem fugle og dinosaurer, da hendes vejleder Lars Helland findes død på sit kontor. Få dage senere bliver endnu en person fra Annas afdeling på Universitetet fundet dræbt.
Anna er alene med datteren Lily på knapt 3 år, og har svært ved at overskue sin tilværelse lige for øjeblikket. Annas mor, Cecilie, vil gerne hjælpe, og tager sig meget af Lily – FOR meget, for Anna føler, hun er ved at overtage hendes datter, og må sige fra over for Cecilie.
Søren er Danmarks yngste kriminalkommissær – og ifølge Anna “Verdens Mest Irriterende Politimand”. Han sættes på sagen og plejer at have succes med at opklare de sager, han har med at gøre. Søren har mistet sine forældre, da han var 5 år, og er vokset op hos bedsteforældrene. Han og hans kæreste gennem 25 år, Vibe, er netop gået fra hinanden, fordi Søren ikke deler Vibes ønske om at få et barn.
Clive Freeman er en berømt canadisk forsker med den modsatte opfattelse af Helland og Anna – nemlig at fugle ikke er dinosaurernes efterfølgere.
Mange andre personer kunne med rette nævnes, da alle har stor betydning for handlingen.
Denne bog er meget mere end en krimi. Det er også en bog om kærlighed, og om at man nogle gange fortier sandheden for at skåne en person man elsker – og det er ikke altid det bedste man kan gøre. Bogen giver en meget levende og detaljeret skildring af bogens hovedpersoner. Vi kommer helt tilbage til personernes barndom, og oplever de glæder og traumer de hver især har været igennem, og som har været med til at forme det menneske, vi nu møder. Forfatteren har formået at levendegøre stort set alle personerne, så ikke bare hovedpersonerne, men også resten af persongalleriet står lyslevende for læseren. Der er mange parallelle handlinger i bogen, som kommer vidt omkring, hvilket gør at den aldrig bliver kedelig. Sprogligt er bogen helt i top.
Det er en virkelig spændende og velskrevet bog! – og den er meget svær at lægge fra sig, efterhånden som man kommer ind i handlingen, ja, de sidste 200 sider blev nærmest slugt i ét stræk. Der er kun ét at gøre: læs den!