Det fille, det falle af Rune T. Kidde og Peter Kielland
Der var engang i starten af 1980’erne to mænd på en tegnestue der fik den idé at de ville omsætte gamle klassiske eventyr til tegneserier. Ad lange omveje lykkes det for de to at udgive albummet ‘Det fille, det falle’ med ti stærke eventyrlige fortolkninger., hvor den talentfulde Peter Kielland-Brandt står for alt det grafiske. Hans stil varierer lidt, og det skal måske ses i lyset af at albummet er opstået hen over næsten et årti. Stilen er ret ekspressiv. Der er virkelig knald på brugen af sort som skygge og stemningssætter. De stærke og forvredne tegninger, holdt i sorthvid med en brug af begge farver til at fremstille både skygger, flader, lyd og områder. Sort kan sagtens bruges til at fremhæve sin modsætning. Rune T. Kidde har stået for manuskript og sidedesign på de fleste af eventyrerne, undtagen er par stykker der er lavet helt og aldeles af Peter Kielland. Kiellands løsslupne grafiske stil – eller det er nok for indskrænkende at tale om en stil, da han netop konstant undslår sig genrens spændetrøje… men hans arbejde er afgjort løssluppent, og i ‘Kællingens kat’ sætter han trumf på og lader katten entrere brusebadsscenen fra Hitchcocks berømte film ‘Psycho’, samt bestige et højhus og indtage rollen som King Kong.
At fremstille klassiske eventyr med tegninger og tekst er en genial måde at formidle dem på. Ingen støvede, bedagede formuleringer eller langsom fremskreden handling. Omvendt er resultatet hverken værre eller bedre end sit forlæg, men er man mere til tegneserier end til romanformen, falder dommen klart ud til fordel for albummet. Sagt på en anden måde vil de eventyr der allerede tiltaler én, også vinde behag her, mens eksempelvis ‘Det fille, det falle’ om hvordan hønsene i hønsegården tror at himlen ramler ned om ørerne(!) på dem, aldrig har været undertegnedes favorit, og heller ikke er det her.
Længste historie er ‘Nattergalen’ og her er der meget der lykkes både på manuskript- og tegneside. Spøgelsesstemningen da Døden møder op hos kejseren er både uhyggelig og drømmende, og Kiddes gendigtning er mindre ‘Kidde’ end normalt. Det er et både fængslende og underligt eventyr. En større favorit er dog det gamle jyske folkeeventyr ‘Løn som forskyldt’, hvor tre niddingsmænd snyder en bondekone for hendes sidste gris. Hævnen skal vise sig at være mere grusom end sød.
Men den helt store perle er ‘De to pukkelrygge’, en historie af italiensk oprindelse, hvor en to pukkelryggede brødre i en skov får hjælp til at fjerne deres pukler af en flok dansende ældre kvinder.
