Det andet navn Septologien I af Jon Fosse
259
2019
978 87 93629 80 6
Det andre namnet Septologien I
1. udgave
“Det andet navn, Septologien I” er især et litterært formeksperiment. Den voldsomt prisbelønnede norske forfatter Jon Fosse leger med sproget og med læserens forventninger på en måde, der både overrasker og er ekstremt krævende. Man skal ville denne leg for at komme hele vejen i mål.
Der er for eksempel ingen punktummer i bogen; tanker og handling flyder sammen, så læseren aldrig helt ved, om noget foregår i hovedpersonens hjerne, eller om det rent faktisk sker; der introduceres hele to lettere depressive, gråhårede kunstmalere ved navn Asle, den enes afdøde kone hedder Ales, blot en mindre ombytning af bogstaverne i Asle. Til overflod møder vi også en langt yngre Asle med hans kæreste, der hedder Ales. Er der tale om én person i forskellige stadier af afvikling?
Der er egentlig ingen fremadskridende handling i bogen, som derfor bliver svær at referere fra. Lad os i stedet tage et tilfældigt uddrag, så du selv kan danne dig et indtryk af den eksperimenterende stil.
Asle er startet på at male et billede, der indtil videre kun består af to streger, der krydser hinanden. Hans lettere enfoldige nabo Åsleik er på besøg og betragter billedet:
“… jeg hører Åsleik sige at det der ligner noget virkeligt, for en gangs skyld har jeg malet et billede som ligner noget, for det ligner en slags kors, siger han og jeg siger at det var et billede jeg begyndte på her til morgen, før jeg kørte til Bjørkvin og han siger at hvorfor begynder jeg på et billede og kun maler to streger og så renser jeg og lægger penslerne fra mig og kører ind til Bjørkvin i stedet for at male videre? siger han og jeg siger at det føltes som om det var rigtigt og Åsleik siger ikke noget og så siger han at hvis det føltes rigtigt, ja så var det vel også rigtigt, siger han…”
Der sniger sig nogle interessante tanker om gud, tro, liv og død ind i den uendelige tankestrøm, men det kræver som sagt sin læser at finde guldkornene i formen. Jeg synes, bogen er for mærkelig, for svær at læse, for fortænkt til at være rigtigt vellykket.
Efter at have læst mere Fosse-kyndige anmelderes overstrømmende indlæg om bogen er det gået op for mig, at den måske er et selvportræt. Ganske vist er hovedpersonen maler og Fosse forfatter, men ellers passer pengene: Begge er kunstnere, begge er tørlagte alkoholikere, begge er konverteret til katolicismen, begge har langt gråt hår samlet i en hestehale, begge ynder, ja, ligefrem dyrker gentagelsen, langsommeligheden, eftertænksomheden. Hver især søger de gennem deres kunstneriske virke tilbage til det simplest mulige udgangspunkt, et menneskeligt grundvilkår renset for al ydre pynt og manerer.
Nå ja, og så er det ganske rart at vide, at den store by, Bjørkvin, der konstant optræder igennem bogen, er Bergen, der blot havde dette navn for nogle hundrede år siden.
“…Septologien”, første del af et kæmpeværk på syv bind, er en oplevelse, du enten vil elske eller hade. Den forudsætningsløse læser vil sikkert tænke ‘kejserens nye klæder’, mens den skolede og vidende anmelder begejstret udbryder ‘nyskabende litteratur’. Genren hedder stream of consciousness, og den virker enten monoton eller hypnotisk.
Selv havde jeg begge oplevelser undervejs og lander derfor stensikkert på tre stjerner. Jeg låner eller forærer gerne bogen til andre, der har mod på at udfordre denne famlende, men stilsikre vurdering (c;
