Desertørerne 3 af Kim Blæsbjerg

I tredje og afsluttende del af Kim Blæsbjergs familiekrønike, ”Desertørerne”, er vi nået til 2012. Omdrejningspunktet er fortsat den velhavende Kappel Bruhn-klan og deres succesfulde tøjimperium Kappel Bruhn Company.

Vi følger familieoverhovederne Christian og Julie, deres fem børn og jeg-personen Mark, der har en toppost i familiefirmaet og samtidig har kærestet med to af søstrene.

Der er drama både på de indre og ydre linjer. Christian og Mark er indviklet i en betændt pantebrevssag, Christian og Julies ægteskab er ved at krakelere, deres yngste datter er tæt på at blive voldtaget, og i Cambodja omkommer 1.300 arbejdere, heraf flere børn, da en af firmaets tøjfabrikker kollapser. Imens dør Marks mor meget pludseligt, og hans bror roder sig ud i noget snavs.

Det kan måske lyde spændende, men er det beklageligvis ikke. Bogen er nemlig kemisk renset for handling. Ikke én eneste gang i løbet af samfulde 460 sider sker der noget i nutid. Ingen kysser. Ingen slår. Ingen gør noget aktivt.

Bogens fremdrift foregår ved, at de implicerede taler om begivenheder, der lige har fundet sted. Kim Blæsbjergs metode er således den stik modsatte af den amerikanske succesformel: Show us, don’t tell us. I ”Desertørerne” får hele det omfattende persongalleri hver især rigelig taletid, og den benytter de sig af. Alle snakker og snakker og snakker, og kun på den måde åbenbares hændelserne for læseren.

Denne fortælleteknik resulterer i, at direkte tale bliver bogens tyngdepunkt. Desværre er mundrette replikker ikke lige Blæsbjergs stærke side. Lad os tage et par eksempler. Mark rejser sig ved sin mors begravelse og siger nogle ord om den fattige opvækst: “Der var fester hvor vi tillod os at skeje ud som længe ventede afbræk fra vores sædvanlige sparsommelighed.”

Og i Kina ligger Kappel Bruhns ældste datter Malene i soveværelset med sin mand Søren, mens hun docerer: “De enorme økonomiske fremskridt skaber jo grobund for politiske, kulturelle og sociale forandringer, og i hele den udviklingsproces spiller vi fra Vesten en vigtig rolle.”

Replikkerne lyder mere hen ad en forfatters klaprende tastatur end personer af kød og blod. Blæsbjerg skriver kvikt derudad uden overflødige tænkepauser, men også uden indlevelse, uden varme, uden humor og uden de små, farverige detaljer, der gør, at læseren kan fornemme personerne og deres omgivelser.

Det er ikke nok at skrive, at Simon og Mark mødes “med flasker og glas imellem os”. Hvad drikker de? Hvordan får de det af at drikke så meget? Og hvordan har Mark det, da hans mor dør? Hans bror og fars ansigter er “hårde og tillukkede”, men om Mark selv ved vi kun, at han var til stede.

Med 460 sider at gøre godt med i det afsluttende bind skulle man tro, der var rigelig plads til at binde sløjfer på samtlige handlingstråde. Men adskillige løse ender hænger og dingler efter endt læsning. Vi ved for eksempel fortsat ikke, om Marks mor begik selvmord, eller om hendes død blot var et hændeligt uheld.

Desværre er man også ligeglad.

Lån bogen på biblioteket