350
1993
87-557-1758-6
Den som vandrar om natten
Marianne Fredriksson er kendt for sine bibel-historiske romaner, hvor romanens fortælling bygges op over en allerede fortalt historie. “Den som vandrer om natten” foregår hovedsagligt i de første tredive år af vores tidsregning, og så kan man selv komme med et kvalificeret gæt på, hvilken bibelsk begivenhed den drejer omkring!
Den egentlige hovedperson i romanen er Anjalis, søn af magikerne fra Kaldæa, som drager ud i verden med det synlige formål at studere de gamle religioner og den nye tids tanker. Men han har også en skjult dagsorden, som i virkeligheden er den, der leder hans skridt, og som gør hans færd farlig i en tid, hvor det romerske rige sidder tungt på magten.
Rejsen fører ham til Grækenland for at studere filosofferne og de græske myter og til Rom, hvor han ved, hvad der ser ud som tilfælde, bliver lærer for den indelukkede dreng Marcus Scipio.
Romanen er en mosaik af personer og fortællinger, og langt fra alle er beskrevet indgående. Men det er en del af bogens karakter, at man ikke får forklaringer eller afslutninger på alt, og måske er det også en del af fortællingens budskab, hvor skæbnen spiller en ikke helt ligegyldig rolle.
“Den som vandrer om natten” er ikke en kriminalroman, men den byder alligevel på nogen seriøse aha-oplevelser undervejs, og spændingen stiger efterhånden, som historien skrider frem, og fortællingens tråde samles.