Den sjette passager af Theodor Kallifatides

Den unge politikommissær Kristina Vendel skal her i sin anden optræden både efterforske et grufuldt dobbeltmord og en mystisk flyulykke med seks offentligt kendte passagerer plus en ukendt teenage dreng.

Den kløgtige kommisær kobler hurtigt de to sager sammen, da hun opdager at de to dræbte drenge har samme alder og etniske oprindelse som den ukendte passager. Her er der tale om deduktion, hvor selv høns kan være med: “Han var alt for mørk til at være af europæisk oprindelse og alt for lys til at være afrikansk. Formodentlig var han fra Asien, Indien forekom at være et rimeligt gæt.” Vendel vælger at holde sin teori for sig selv, da hun ikke har nogle konkrete beviser. Men hvor tit har man det, når man starter en sag – spø’r jeg bare ? Altså kører hun langt hen ad vejen sagen som et sololøb, hvilket forekommer mig totalt utroværdigt i betragtning af sagens alvor.. De voldsomt maltrakterede lig mangler flere organer – hvilket det dog lykkes forfatteren at gå let hen over! Nå, men så skarp er kommisæren altså heller ikke. Først da hun erfarer, at alle de døde passagerer stod og manglede et nyt organ, tør hun fastslå den uhyggelige sammenhæng.
Selve opklaringen er også lidt tynd med en morder, der nærmest er ligeglad med at blive fanget…

Men bortset fra at krimidelen halter lidt kan jeg egentlig meget godt li’ “Den sjette passager”. Kallifatides får sine personer til at leve og skriver godt om Sverige anno 2002 med utroskab og skilmisser, sex og kærlighed, moral og dobbel moral.

Lån bogen på bibliotek.dk