Den natblå baret og andre spøjse historier af Mehis Heinsaar

Alt kan ske i estiske Mehis Heinsaars fortællinger. Tag for eksempel den om den store digter, som dybt koncentreret om undfangelsen af Det store digt, opsluges af en caféstol og forsvinder; eller den om den unge bonde, der ikke vil være bonde, som hjælper selveste vestenvinden af med en tandpine; eller manden der finder den natblå baret, tager den på og bliver usynlig, og med blot sine talegaver og en forbløffende samling løgnehistorier, vinder den livstrætte skønhed; eller den om Tvivleren Bernhard, som når han endelig vil noget vil for meget og derfor deler sig i seksogtredive Bernharder på sin vandring gennem byen. Og sådan kunne man blive ved.

Det er fantasifulde og morsomme fortællinger, skrevet i et sprog, der på en gang er gammeldags og meget friskt. Selv var jeg hooked fra første linje: “Robert H. var cafédigter, en halsstarrig og hemmelighedsfuld en af slagsen.” Så er tonen slået an til en række underfundige og uforudsigelige skæbnefortællinger, som forener det jævne med det høje, det jordbundne med det overjordiske. Fortællingerne virker, som den slags absurde fortællinger ofte gør: Ved at overdrive og forvrænge virkeligheden kan vi se vores verden på en anden måde og måske tænke over, hvor vilkårligt det hele i virkeligheden er. Og samtidig være mægtigt godt underholdt. .

Det er godt gået. Tak til både forlag og oversætter for det!

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på Bibliotek.dk