Fjorden kysten af Dea Sofie Kudsk
155
2018
9788771514384
I 2017 debuterede Dea Sofie Kudsk med den helt fantastiske roman “Bogotana”, og jeg glædede mig derfor meget til at læse “Fjorden kysten”.
“Fjorden kysten” er, som forlaget skriver i pressemeddelelsen, “beretningen om en kvindes liv – i flertal – som Emma, Adda og Alma. Fortalt som en smuk syntese mellem en ren, nordisk tone og den magiske realismes spindelvævsfine tradition.”
Lad det være sagt med det samme: Dea Sofie Kudsk skriver stadig fantastisk. Hun har sin helt egen måde at sætte ord sammen på, og hun klemmer virkelig meget indhold ind i meget få ord. Som i “Bogotana” skriver hun også i “Fjorden kysten” helt uden brug af komma. Det gør et eller andet ved en tekst, som det er lidt svært at sætte fingeren på. Det strammer den gevaldigt op, men det giver den også en form for intensitet – selv om det modsatte vel burde være tilfældet – når ordene på den måde flyder ind i hinanden uden den inddeling som et komma normalt tilføjer en sætning.
Men jeg må også blankt erkende, at jeg ikke forstår “Fjorden kysten”. Jeg forstår ikke hvad forfatteren fortæller, og jeg forstår ikke hvad hun vil mig. Det er som om Kudsk fortæller de tre kvinders historie, og derefter klipper de enkelte historiers afsnit ud, smider det hele i en høj hat, og trækker tilfældige afsnit op af den og sætter dem sammen til en bog. Der er ikke rigtig nogen fremadskridende handling, og de tre kvinders fortællinger blandes sammen til én historie der ikke rigtig flytter sig. Ifølge bogens bagsidetekst er de tre kvinder den samme kvinde, der har levet flere liv – også flere end de tre der berettes om her. Og jeg forstår det simpelthen ikke.
“Den dag jeg mødte hende første gang var hun en blå dragesommerfugl. Jeg badede nøgen i fjorden. Hun forvandlede sig til en sølvskinnende fisk og svømmede ind i mig. Ni måneder senere ville hun fødes. Og hun blev født endnu en gang ved fjorden langt fra kysten.”
Det er jo utroligt smukt skrevet, og alene for sprogets skyld er “Fjorden kysten” værd at læse.
Nu kommer bogen op på reolen igen. Jeg vil ikke udelukke at jeg tager den frem en anden gang. Måske kan jeg afkode den på et senere tidspunkt, men lige nu føler jeg bare at jeg har læst en virkelig smuk bog, uden at forstå noget som helst.
