0 kommentarer

Den enes død af Michael Connelly

af d. 9. februar 2012
Info
 
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

360

Udgivet

2010

ISBN

978-87-7955-686-7

Originaltitel

The Brass Verdict

Udgave

1.udgave

 

Michael Connelly er en mere end almindeligt velskrivende og ferm krimisnedker. Hans mange bøger med den mutte LAPD-detektiv Harry Bosch i hovedrollen tangerer alle det ypperste, vi spændingsaficionados tør fantasere om i vores bloddrivende drømme.

Limousineadvokaten Mickey Haller er ligeledes et sympatisk bekendtskab. Hurtig i hovedet, skarp i replikken, masser af lig i lasten. En ægte californisk krimihelt. “Den enes død” er anden bog i serien, og som sædvanlig får Connelly med få streger opridset et medrivende plot.

Da advokatkollegaen Vincent myrdes, arver Mickey enogtredive sager, som repræsenterer en forfærdelig masse arbejde, men også en dejlig masse penge. Han arver imidlertid også et presserende problem: Morderen har måske interesse i en af sagerne og ønsker ikke, at den nye advokat genoptager arbejdet…

Ikke desto mindre smøger Mickey ærmerne op, bytter bagsædet på sin Lincoln ud med et rigtigt kontor og kaster sig med vanlig dygtighed og kynisme over opgaverne. Ikke mindst den højtprofilerede sag med den kendte filmmagnat, der mistænkes for at have dræbt sin kone og hendes elsker, tegner lovende.

Og pludselig dukker den hårdkogte strømer Harry Bosch op som trold af en æske. Mindst lige så skarp i pæren som Haller og med den trumf i ærmet, at han repræsenterer ordensmagten, der jo sidder på magten og kan koste rundt med snoldede advokater, som det passer dem. Slagsmålet kan begynde.

Atmosfæren i det lune, neurotiske Californien er som altid ‘som at være der selv’ hos Connelly. Og som altid drysser han et væmmeligt mord og nogle rammende replikker ud med passende mellemrum, så man aldrig keder sig. Ideen med at blande hovedpersonerne fra de forskellige serier – her Haller og Bosch – fungerer også upåklageligt. Hvorfor opfinde en ny politimand, når man har en genial fyr i baghånden?

“Den enes død” er en labyrintisk thriller, hvor fordækte skurke er at finde på begge sider af loven, og hvor trådene trækkes helt over Atlanten til det fjerne Europa. God fordøjelse.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter