den barske sandhed af Louise Penny

Olivier, som ejer bistroen i Three Pines, er en nat på besøg i en hytte langt ude i skoven. I hytten bor en eneboer, og mens ildstedet sprutter fortælles en uhyggelig og skræmmende historie – en myte om en hær som nærmer sig, de leder efter en skat, mens de spreder ødelæggelse, kaos, massakre og hungersnød.

Næste dag findes eneboeren dræbt i Oliviers bistro. Det viser sig, at han ikke er blevet dræbt i bistroen, men liget er blevet anbragt der – hvorfor?

Olivier fortier, at han kender manden, og Armand Gamache og hans folk er i lang tid på bar bund. For der er tilsyneladende ingen i landbyen Three Pines, der ved, hvem den dræbte mand er. Først da de finder hytten, finder de ud af mere om den døde mand, som har hytten fyldt med værdifulde genstande, bl.a. nogle udskårne, meget detaljerede træskulpturer. Men stadig er hans identitet ukendt.

I huset på bakken, Hadley-huset, er en ny familie flyttet ind og huset er blevet moderniseret, her skal være kursted, en luksuriøs konkurrent til byens mere simple bed-and-breakfast.

Clara har malet nogle fantastiske billeder, og har fået en aftale om en udstilling – men noget nager hende i forhold til galleristen. Skal hun følge sin samvittighed og tale med ham med fare for, at han alligevel ikke vil udstille hendes malerier – eller holde mund og gennemføre udstillingen?

Ruth er stadig lige uforskammet og den person jeg mindst forstår og mest undrer mig over – en kendt og anerkendt digter, som har en tam and –  og samtidig en alkoholiseret, sur gammel kvinde, der overfuser sine naboer og venner med de værste skældsord.

Sædvanligvis kan jeg godt lide, når en krimi bevæger sig roligt og langsom frem til en opklaring. Men alt med måde. ‘Den barske sandhed’ er ualmindelig langsom og langtrukken. Mange ligegyldige detaljer, f.eks. hvad de hver især spiser i bistroen, fylder og irriterer.

Forfatteren er meget moralisende i denne bog, og kommer med ‘sandheder’ som grådighed betaler sig ikke – man kan ikke løbe fra sin samvittighed – rigdom er ligegyldig, hvis man er ensom – man skal ikke acceptere at ens venner bliver bagtalt, heller ikke selv om det koster ens karriere at sige fra. Det bliver lidt anstrengende.

Da der endelig til slut kommer skred i opklaringen, er det mest af alt baseret på fornemmelser, held og gætværk.  Armand Gamache rejser til en fjern ø, hvor en samling totempæle hjælper ham på vej til at opklare sagen. Et sagn, en underlig fortælling, som vi får i små bidder, fylder meget gennem bogen og er en del af sandheden om eneboeren og hans morder.

Afsløringen af, hvem der er morderen, er på samme tid ventet og overraskende for læseren – og det virker også som om Gamache har svært ved at tro på det.

Jeg havde glædet mig til bogen, da jeg var ret glad for de 4 første, men jeg må indrømme, at denne bog skuffede mig. For langtrukken, for underlig, for meget baseret på tilfældige ‘opdagelser’ hvor Gamache bare lige kan regne det hele ud.

Forhåbentlig kommer Penny tilbage i det gamle spor i de næste bind.

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket