de af Helle Helle

Tiden kollapser og livet intensiveres i en lang sugende fornemmelse i Helle Helles roman ”de”, der udkom tidligere i år på Rosinante.

Hvad gør man, når man ved, at man skal dø og at man kommer til at lade sit endnu ikke voksne barn i stikken? Man rydder op i sine sager. Sådan gør moren i alle fald i Helle Helles roman, hvor Helle på bare tolv linjer tegner et strålende klart billede af morens modstræbende accept af det vilkår, hun er blevet stillet i udsigt. Hun er afkræftet og må hvile sig efter selv små anstrengelser, tiden er knap:

”Hendes mor har lejligheden for sig selv og rydder op i en papkasse (…) Hun står på en stol og trækker den ud, bakser den ned oven på sengen. Sidder ved siden af den og får vejret. Herfra kan hun se det høje birketræ henne i Favørs baggård (..) Hun er udpræget tilfreds med sine hænder. Sengetæppet valker, hun glatter det, hun er faktisk kun enogfyrre. Hun kan iføre sig en hvilken som helst type hæl”

Så subtilt kan melankolien ved det samtidige tilstedevær af dødsmærke og livskærlighed tegnes frem: hun føler sig alt for ung til at skulle dø. Hendes handlinger er samtidig fulde af ukuelig værdighed: Hun glatter tæppet ud, mens hun sidder og får vejret.

Hvad gør man, når ens mor skal dø og man ikke aner, hvad man skal stille op med alle sine spørgsmål og bange anelser, hele dynen af sorg og chok? Man vågner op i sin krop hver morgen og gør sit bedste. Sådan gør datteren i hvert fald, og det er hjerteskærende at følge hende og opleve hendes ensomhed i sorgen.

Kontrasten mellem livs- og identitetsopbyggende adfærd og så den fremmedgjorthed og desorientering, som sorgen skaber, ser vi i romanen i relationen til den opbyggelige, kernesunde, intellektuelt velstimulerede og fremadstormende Tove Dunk. Tove Dunk organiserer verden omkring sig; vennerne, lærerne, selv genstandene i rummet – alle kan få en plads i Toves tryghedsskabende organisering af sin nære verden. Smukkest og mest sigende sker det måske i den scene, hvor Tove og vores sørgende teenager sidder ved biblioteksbordet, hvorpå nogen har efterladt et fad brunkager. Tove tager straks ejerskab over fadet i en social og konstruktiv gestus: hun tilbyder den nyankomne biblioteksgæst én, mens vores teenager fæstner opmærksomheden ved en halvspist brunkage, som ikke kan bruges til noget og som derfor smides ”ud ad vinduet, ned i det stedsegrønne.”   

Sorgen intensiveres igennem romanens fortalte tid og den viser sig for eksempel i en apatisk livsfornægtende og desorienteret vandring i det kapitel som Informations anmelder Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen kalder ”dansk litteraturhistories mest omstændeligt ubeslutsomme og pinagtigt underholdende odyssé for at få stillet en tørst.” Jeg vil nu ikke kalde odysseen pinagtigt underholdende – snarere uendeligt smertelig at følge i sin udkrystallisering af sorgens handlingslammende og fremmedgørende effekter. Måden, hvorpå den ristede pølse, som damen i pølsevognen uopfordret har givet teenageren, lægges forsigtigt i skraldespanden, fordi hun ikke kan ”gå ind og købe noget at drikke med en pølse i hånden. Hun ved heller ikke, om hun kan spise pølsen.” Måden, hvorpå hun tørster og alligevel ikke kan drikke. Det er jo sådan, sorg er: den er ikke et priviligeret sted, hvorfra man magter højtravende intellektuelle refleksioner. Den er at miste grebet, at miste fornemmelsen for tid, at tabe pusten og sin livsenergi. Som sådan mimer Helle Helles roman sorgen som eksistentielt fænomen ved sin cirkelkomposition, der sammenskriver afslutning og begyndelse og fastholder nuet som sin eneste tempusform. Som sådan er romanen gennemvævet af sorg i hele sin komposition. Intet lades urørt. Det står der alt sammen, skrevet frem i kroppene.

Lån bogen på Bibliotek.dk