Charlottes tryllespind af E.B. White

“Hvor skal far hen med den økse?” spurgte Julie sin mor, mens de dækkede bord til morgenmaden. “Ud i svinestien,” svarede fru Parker. “Der blev født nogle grise i aftes.”
“Jeg kan ikke forstå, hvad han skal bruge en økse til,” vedblev Julie, der kun var otte år.
“Jo,” sagde hendes mor, “den ene af grisene er meget lille. Den er både lille og svag, og den vil aldrig blive til noget, så din far har besluttet at skaffe den af vejen.”
“Skaffe den af vejen?” skreg Julie. “Du mener slå den ihjel? Bare fordi den er mindre end de andre?”
(side 9)

Julie får lov til at tage sig af Wilbur, som nyder godt af hendes kærlighed, men da grisen er 5 uger gammel er den blevet så stor og stærk, at Julies far har besluttet, at den skal sælges. Heldigvis kommer grisen ikke ret langt væk, da Julies onkel Alfred siger ja til at have den på sin gård, som ligger længere nede ad vejen. Det betyder, at Julie stadig kan se den lille gris, som hun er kommet til at holde så utroligt meget af.

Wilbur får en del nye venner på gården, om end de hver især må siges at være ret specielle og ikke altid lige taktfulde i forhold til, hvordan de behandler Wilbur, og hvad de siger af sandheder til ham. Grisens bedste ven er Charlotte, som er en edderkop, en utrolig sød og venlig en af slagsen som vil gøre alt for Wilbur. Der bliver brug da også god brug for støtte, da et gammelt får fortæller Wilbur, at planen med ham er at fodre ham op, så han, når han er tilstrækkelig fed, kan blive slagtet. Men Wilbur vil ikke dø og han bliver helt utrøstelig og bange. Charlotte forsøger at berolige ham og lover ham at finde en løsning. Men hvordan skal en lille edderkop dog kunne hjælpe en gris?

Det er en flot dyrefortælling meget rørende og tankevækkende. Forfatteren er en dygtig fortæller, og han formår at fange læseren fra første til sidste linje. Historien er ret makaber, på en børnevenlig måde vel at mærke, og den vækker til eftertanke. Alt det som dyrene udsættes for, er jo i store træk hvad der foregår i virkeligheden, men kombineret med en personificering af dyrene virker det uhyggeligt, og det bliver sat i perspektiv, hvad det egentlig er vi udsætter dyrene for.

Historien om grisen Wilbur har jeg kendt siden min barndom fra tegnefilmen ”Den syngende gris”. Bogen er for nyligt blevet filmatiseret igen under navnet ”Charlottes tryllespind” så mon ikke mange børn vil synes det kunne være sjovt også at læse bogen. Jeg har aldrig set filmen uden at måtte knibe en tåre, og det var også ved at trække sammen, da jeg læste bogen. Jeg undrer mig hver gang over, at man i den grad kan leve sig ind i grisen Wilburs og edderkoppen Charlottes velbefindende, men ikke desto mindre er det tilfældet!

Bogen er velegnet til højtlæsning og kan læses fra 5 år.

Lån bogen på Bibliotek.dk