0 kommentarer

Byen og havet af Keld Conradsen

af d. 30. november 2022
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

251

Udgivet

2022

ISBN

978 87 7077 748 4

Udgave

1. udgave

 

Med “Byen og havet” (som måske ikke er den mest indlysende titel) har en uhyre velskrivende Keld Conradsen konciperet Danmarks første fuldblods geokrimi.

Forfatteren er selv geolog, og som en videnskabelig vulkan er romanen et kolossalt udbrud af voldsomt interessante fun facts om den evigt foranderlige jordklode under vores fødder.

Krimi skal ikke forstås som noget med blod og mord, men dog med et blodigt uretfærdigt selvmord og en slags gerningsmand, som afsløres efter et sammenbidt detektivarbejde.

”Byen og havet” falder i tre dele, der alle har Aarhus som omdrejningspunkt. Tilbage i 1960’er tilslutter den brillante geologistuderende Jenny sig en ny tids revolutionerende teorier om kontinentaldriften; altså at kontinenterne engang har hængt sammen i et superkontinent, men over millioner af år er drevet fra hinanden; det fossilholdige moler på øen Fur synes at kunne bevise teorien.

Jenny latterliggøres i det provinsielle videnskabelige miljø i Danmark, der er årtier bagud for englænderne og amerikanerne. Trods faglig modstand og sliddet som enlig mor til en lille dreng er hun dog kun uger fra at aflevere sin skelsættende afhandling, da hun pludselig giver op og begår selvmord. Hvorfor?

I 1980’erne mødes den arkitektstuderende Arvid, der bor på sin båd Condoren, og den navnløse fortæller, der studerer geologi og i fritiden arbejder i en grillbar. De har dybe samtaler on vægtige emner, de sejler ture sammen, opstøver søde piger – men helt tæt på Arvid kommer ingen. Og en dag er han og Condoren væk. Hvorfor?

I nutiden kontaktes vores nu nogleogtresårige hovedperson af Arvid gamle tante, der var søster til den ulykkelige Jenny. Hun har tydeligvis en bagtanke med at overdrage en tung kasse med breve og papirer til den mystificerede jegperson. Fra kassens dyb taler en ung Jenny sin sag hen over årtiernes Marianergrav.

”Byen og havet” er både underholdende og spændende, varm og velskrevet. Det er hyggeligt at traske i hælene på de ærkedanske hovedpersoner, når de indtager det aarhusianske byliv og studentermiljø, både dengang og nu. Mon det er helt skudt ved siden af at gætte på, at Keld Conradsen øser af sin egen ungdoms kilder undervejs?

En lille anke er, at jeg selv meget hurtigt gættede, hvor hundene lå begravet, og at det virker så meget desto mere uforståeligt, at vores ellers velbegavede hovedperson ikke ser de samme sammenhænge før mod slutningen.

Men pyt, det gør bestemt ikke historien dårligere. Yndere af solidt dansk romanhåndværk – og af Illustreret Videnskab – kan trygt hoppe ombord.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter