BOB af Helle Helle

Helle Helle imploderer; bevidst. Sprogligt raffineret minimalisme, alt kød og fedt pudses væk, kun skelettet står tilbage. Elegant, stilrent … følelsesløst, kønsløst. Form frem for indhold, imponere hellere end involvere.

Forgængeren hed ”de”; af uforklarlige årsager skrevet med minuskler. Denne roman er titlen ”BOB”; lige så uforklarligt skrevet med versaler; især når nu hovedpersonen hedder Bob. Uden overhovedet at have åbnet bogen aner man, at forfatteren er ude med sin sproglige Roundup. Suk.

Jeg ELSKEDE ”Hus og Hjem” og Rødby-Puttgarden”, der begge føltes som at overvære post-Panduro’sk tv-dramatik fra øverste hylde. Elskelige personer i akavede hverdagssituationer, syleskarpe replikker, stilsikkert sprog.

Så kom ”de”. Helle Helle havde tydeligvis brug for at lege med sproget og brød den gamle kontrakt med læserne om. at personernes handlinger, motiver og følelser fremlægges roligt og lige ud ad landevejen. Økonomisk verbaleksercits fik forrang for det emotionelle og det letfattelige.

Begejstrede anmeldelser haglede ned over forfatteren, der derfor logisk nok fortsætter og skærper den minimalistiske stil i ”BOB”.

Denne gang har Helle Helle reduceret hovedpersonen til et ”jeg”, som vi kun møder et par gange undervejs og stort set intet aner om. Dette ”jeg” kan på overnaturlig vis følge sin kæreste Bobs tanker, gøren og laden uden selv at være til stede.

Bob bruger et kapitel på at male skabslåger. Et andet på et møntvaskeri. Han funderer over vejnavne i Vanløse, har forefaldende jobs af praktisk art, charmerer en del damer og keder sig helt ubeskriveligt. Hvilket er ubeskriveligt kedeligt at læse om; synes jeg.

Egentlig er der ikke så meget nyt at tilføje i forhold til anmeldelsen af ”de”:

Sproget er for smart, for blæret, det lefler for den indre dansklærer i alle de halvstuderede røvere, som benovede pløjer sig gennem den højglanspolerede prosa. Men hvad med de læsere, der ikke rummer en mindre indre dansklærer? Dem, som oprigtigt gerne vil vide, hvad historien går ud på uden konstant at skulle famle sig frem gennem det verbale forhindringsløb indhyllet i et elitært røgslør?

Jeg står ret alene med dette synspunkt, skal tilføjes. Alle andre anmeldere er gået helt i spagat over forfatterens virtuositet. Så læs hellehellere bogen alliwl – måske er jeg bare en dum dreng, der ikke kan få øje på, at kejserinden af det underfundige sprog faktisk HAR noget på.

Dog; “Tre dage senere tabte han en knap bag Lollands Centret, den trillede hen i nærheden af et par kinasko, og det var mine”; wow for et stævnemøde!

Lån bogen på biblioteket