Blueberry – De samlede eventyr 2 af Jean Michel Charlier og Jean Giraud

Forlaget Cobolt er allerede klar med 2. bog i Blueberry serien, De samlede eventyr.

Denne bog indeholder historierne Dødens hovslag, Det store opgør og Manden med sølvstjernen. De udkom første gang i 1965-66 i det franske tegneseriehæfte, Pilote, og først nogle år senere som albums.

I Cobolts udgave står tegninger og farve nøjagtig som i Pilote, nyoversat af Søren Vinterberg og i et dejligt stort format (24×32 cm) på lækkert retroagtigt papir.

Jeg har dårligt fået armene ned efter første bog, og der er heller ikke meget at klage over i andet bind, måske lige bortset fra et par små slåfejl i teksten. I de to første historier får vi afsluttet historien om Blueberrys kamp for at undgå en stor indianerkrig, som begyndte i historierne i samlealbum 1. Vi bliver introduceret for den uforglemmelige drukkenbolt, Jimmy McClure, der oftest gør sig uheldig bemærket, men som også er til stor hjælp for vores helt, og han dukker op i mange af de efterfølgende historier, mest fordi Giraud var vild med ham.

Det er så mange år siden, at jeg sidst har læst Blueberry, at det atter var en fed oplevelse. Jeg havde glemt hvor handlingsmættede og opfindsomme historierne er, selvom ekstramaterialet denne gang også informerer om, hvor inspireret Charlier var af tidlige westernfilm som Fort Apache og Forfølgeren. Ligesom Giraud også fandt inspiration fra filmblade og lignende, som f.eks. til forsiden til dette album.

Den tredje historie er et enkeltstående album, hvilket er en sjældenhed i Blueberry sagaen. Det er en klassisk historie om en by der er ved at blive overtaget af et par griske brødre, befolkningen er for bange til at gøre noget, og mere end én sherif har allerede mistet livet. Det lyder som noget man både har set og læst før, og historien har da også lånt en del fra Rio Bravo med John Wayne i hovedrollen. Blueberry kommer selvfølgelig til og med ”hjælp” fra McClure, en ung knøs og en lærerinde med ben i næsen, kommer der orden på tingene igen. Bortset fra en halvkvalm slutning, er det en fremragende historie.

Vi er stadig for tidligt i Girauds karriere til helt at juble over tegningerne, der bliver meget bedre med årene, men allerede i den sidste historie aner man en ændring til det bedre, selvom Blueberry langt fra ligner sig selv endnu. Der skal mere end en virkelig garvet tegneseriekender til, for at påvise, at Jijé faktisk har tegnet en del af Dødens Hovslag, som man kan læse om i det fremragende ekstramateriale (han havde også tegnet til Torden i Vest, fra første samlealbum).

I ekstramaterialet kan man også læse om en grum tegnefejl, som jeg aldrig har bemærket.

Selvom Girauds tegnestil stadig langt fra er fuldendt, så jubler jeg alligevel sammenlagt over hele oplevelsen af bog 2. Det er western når det er bedst! Det bliver hårdt at vente et halvt år på album 3!