Blodets meridian af Cormac McCarthy

Cormac McCarthy er et af de store dyr i den amerikanske litteraturåbenbaring, og “Blodets meridian” fra 1985 er hans hidtil største succes. Bogen er af mange anmeldere udnævnt til en af alle tiders vigtigste udgivelser i USA ved siden af Melvilles “Moby Dick”. Og så bliver det altså ikke større på de kanter.

Det er således med en vis forventning, man giver sig i kast med denne mytiske, hårdkogte western, der uvist af hvilken årsag først er kommet på dansk i 2013.

Allerede fra de første linjer forbløffes man over det uhørt kraftfulde sprog og de indsigtsfulde, men også dybt originale og sansemættede naturbeskrivelser, der skal følge én resten af bogen. Begge dele bringer mindelser om en af mestrene på området, James Lee Burke.

Efter sigende er handlingen inspireret af virkelige hændelser, hvilket forekommer ufatteligt i dag. I midten af 1850’erne begiver en gruppe desperate mænd sig til Mexico, lokket af de dusører, myndighederne i USA udlover for apache-indianernes skalpe. I spidsen for banden står den hæmningsløse, skydegale soldat, John Glanton. På sidelinjen befinder sig den kæmpestore, alvidende, altopslugende og moralsk anløbne dommer Holden. Og i centrum for begivenhederne har vi vores navnløse antihelt, drengen.

Som titlen antyder, forekommer der blod i bogen. Meget blod. Veritable strømme af blod. Blod i alle afskygninger; frisk, levret og indtørret. Mænd, kvinder, børn og umælende dyr – venner, fjender og ukendte – slagtes i modbydeligt udpenslede voldsorgier, der bogen igennem udspiller sig i stinkende, solsvedne, skånselsløse ørkenlandskaber à la Sergio Leones “The Good, the Bad og the Ugly”.

Det er land og mand uden nåde. Medfølelse eksisterer ikke, overlevelse er det eneste, der tæller. Blodtørsten hos alle parter – blegansigter, rødhuder og mexicanere – er monumental.

Som læser er man på samme tid fascineret og frastødt af de voldsomme begivenheder. Hen ad vejen gribes man imidlertid også af en sær følelsesløshed. De mange blodige drab og den helvedesagtige hede bliver simpelt hen for monotone, når de gentages over 400 sider … og når de groft opstregede karakterer ikke udvikler sig en tøddel.

Det er sikkert en pointe fra McCarthys side at anskueliggøre for os, at den menneskelige ondskab er konstant og upåvirkelig. Oven i købet en relevant pointe, som minder os om, hvorfor verden til alle tider og til stadighed har måttet lægge ryg til de mest ubegribelige blodsudgydelser. Problemet er bare, at sindet, konfronteret med så megen gru, lukker ned før forstanden.

Lykkeligvis skaber dommer Holdens kynisk-filosofiske monologer et civilisationskritisk kontrapunkt til de barbariske slagterier: “Moralens love er noget menneskene har fundet på for at svække de magtfulde til fordel for de svage. Historiens love undergraver dem til enhver tid. Det kan aldrig bevises ved nogen form for ultimativ test om et moralsk synspunkt er rigtigt eller forkert.”

“Blodets meridian” er intet mindre end et uudholdeligt mesterværk.

Lån bogen på Bibliotek.dk