Berlins undergang af Jacob Kronika

Jacob Kronikas dagbøger er en enestående dokumention af det totalt kaotiske slutspil om Berlin – og det ufrivillige møde med Sovjet-systemet.
Som mange andre journalister, forfattere og intellektuelle var den dansk-sydslesvigske korrespondent bestemt ikke afvisende over for nazismen midt i 1930’erne.

I 1935 udsendte Jacob Kronika den litterært noget middelmådige roman ”Revolution”, hvor Hitlers magtovertagelse i 1933 prises som en ”indre revolution” og hvor Kronika er fascineret af det folkefællesskab, der afløste volden og uordenen i Weimarrepublikken.
Romanen har ikke været Kronika til ulempe, når han senere som dansk korrespondent i Berlin skulle stå sig godt med regimet.

I foråret 1945 er det dog noget helt andet, Jacob Kronika er vidne til: Desertører og defaitister, der bliver skudt eller dingler i gadelygter. En storby bombet tilbage til middelalderen. Rystende optrin med hjernevaskede unge drenge fra Hitler Jugend, der terroriserer og intimiderer. En apatisk Berlin-befolkning, der udviser en tankevækkende tilpasning og håber, at englænderne og amerikanerne kommer først til Berlin.
Man vidste ganske udmærket, hvad der ville ske, hvis det var russerne. Og kun de mest fanatiske nazister troede i slutfasen på propagandaen.

Der kommer næppe så meget ny frem i forhold til andre fremstillinger om slutdagene i Berlin. Vi genkender billederne af propperne, der på samlebånd ryger af årgangsvine og dyre champagner i presseklubben – og unge mænd og damer, hvis sexappetit ikke er blevet mindre af død, ødelægelse og sygdom udenom.

Civilisationen er væk. Det er tilladt at være dyrisk. Her er nydelsessyge og erotik midt mellem angst, sult, kulde og den sødlige stank af lig under ruinerne.

Kronikas tekst er fremragende beskrivende reportage. Og på den stille, men tydelige facon registrerer han absurde kontraster.
Spændingskurven giver sig selv rent fortælleteknisk. Kronologien er tilstrækkelig. Dag for dag rives et kalenderblad af. Undergangen kommer nærmere.

Der er så godt som intet privat om Kronikas liv og færden i optegnelserne. Han er som fluen på væggen i et venteværelse, før den store lovløshed bryder ud med massevoldtægter og plyndringer med Den Røde Hærs ankomst.
Sproget er enkelt, nogle gange minimalistisk. Og sådan må det også være, når det næsten ubeskrivelige skal beskrives. Når den store katastrofe, apokalypsen, krigen og ufatteligheden skal gøres fattelig, vil tillægsord og store armbevægelser blot ødelægge formidlingen. Det forstod Kronika.

Lån bogen på bibliotek.dk