0 kommentarer

Begravet af Mark Billingham

af d. 23. maj 2024
Info
 
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

454

Udgivet

2019

ISBN

9788770072151

Originaltitel

Buried - oversat af Allan Hilton Andersen

Udgave

2. udgave

 
En ung mor falder gennem en glasbord og forbløder langsomt, mens nogen betragter hende.
En skoleelev af indisk afstamning forulempes seksuelt og myrdes, mens nogen kigger på.
En anden skoleelev stiger ind i en bil sammen med en ældre kvinde, mens nogen af hans kammerater ser til – og forsvinder sporløst. Kidnapning?
Er der monstro en indbyrdes sammenhæng mellem de tre sager? En mand, muligvis pædofil, kommer hurtigt i politiets søgelys for to af sagerne, og ingen lytter til hans benægtelser – mænd, der har lyst til sex med børn, kan man jo ikke stole på, vel?
Kriminalkommissær Tom Thorne ved som sædvanligt ikke, hvilket ben han skal stå på, især fordi enhver forkert bevægelse gør helvedes ondt i ryggen, men én ting er han dog sikker på: Han kan ikke lide den tidligere politimand, der er far til den muligvis kidnappede dreng. Problemet er, at fyren har gode forbindelser til Thornes chefer.
I denne hans syvende sag, der uvist af hvilken årsag kaldes “Begravet”, er Tom Thorne om muligt endnu mere genstridig og oprørsk mod autoriteterne, end han plejer, og sådan kan vi læsere jo godt lidt det.
Vi kan også lide, at han flirter kraftigt med en sej dame fra Londons kidnapningsenhed. Hertil kommer hyggen med katten Elvis og den homoseksuelle ven, retsmedicineren, som får sig en ny piercing, hver gang en kæreste forlader ham (han er meget piercet). I den sørgmuntre ende er der den afdøde far med de dårlige vittigheder, der hjemsøger Thorne i tide og utide.
Mark Billingham er tydeligvis på hjemmebane i “Begravet”, han har greb om plot og persongalleri, og så får det være, at man ikke ligefrem bider negle af spænding undervejs. “Begravet” er ikke den type krimi og fred være med det.
Bedømmelse
Karakter