Barn nr. 44 af Tom Rob Smith

Vi befinder os i 1950’ernes USSR under Stalinregimet. Landet holdes i et jerngreb via frygt og statslig brutalitet. Sikkerhedstjenesten bruges til at holde folket nede, via arrestationer, tortur og henrettelser. I fængslet Ljubjanka, hvor Leo Demidov arbejder, henrettes hver dag massevis af statsfjender. Leo forestår ikke torturen, men er menneskejæger og henter ‘statsfjender’ ind til forhør. Han nærer en høj tiltro til systemet og dets højere moralske formål: At skabe lighed og frihed for folket.

I et samfund drevet af frygt og hvor kærligheden til staten bør sættes over alt andet har den sande kærlighed trange kår. At en kvinde midt i 30’erne er ugift er højst amoralsk. Kvinden burde for længst være gift og have skænket staten to børn og dermed to ny samfundsborgere. Alene dette er nok til at hun risikerer at miste livet dømt som statsfjende. Ergo siger en kvinde sjældent nej til en mand der frier, uagtet om hun elsker ham eller ej. Og her kommer vi så til Raisa, Leos smukke kone. Deres ægteskab bliver sat på prøve da staten i dens paranoia vil teste deres loyalitet. Samtidig kommer Leo på sporet af en børnemorder, noget helt uhørt, for i det socialistiske drømmesamfund findes almindelig kriminalitet ikke. Alene at påstå noget sådant er ensbetydende med henrettelse. Leos efterforskning foregår derfor i det skjulte.

Der er store ligheder med George Orwells ‘1984’ bortset fra at historien her er sat i fortiden i et virkeligt miljø. En af Ruslands værste massemordere, Andrei Tjikatilo er desuden med, dog i en svagt maskeret udgave. Hans ofre var børn, som han udsatte for sygelig tortur og derefter myrdede. Kender man den sande historie om uhyret Tjikatilo er der et par kameler der skal sluges midtvejs og til slut, men bogen er stadig stærkt læseværdig. ‘Barn nr. 44’ hægter sig nådesløst fast i nervebanerne og fastholder sit bytte på samme måde som sikkerhedstjenestens torturstole. Man er magtesløs og USSR styrets paranoia smitter af under læsningen. Bogen er hård, deprimerende kost og vanskelig at ryste af sig. Beskrivelsen af USSR gør indtryk. Især frygten lægger sig som en dyne om én. Bogen er gud ske tak ikke ligeså kvalmende skræmmende som den autentiske fortælling om Andrei Tjikatilo, der slog 55 kvinder og børn ihjel. (Den kan findes i ‘Jagten på djævelen’ af Richard Lourie.) Men ‘Barn nr. 44’ er stadig meget ubehagelig.

Der er en mordgåde og en jagt på en morder, men ‘Barn nr. 44’ er først og fremmest en beskrivelse af Rusland under Stalin.

Lån bogen på bibliotek.dk