0 kommentarer

Balance midt i livet af Anne Louise Hassing og Marie-Louise Truelsen

af d. 14. august 2024
Info
 
Sideantal

265

Udgivet

2024

ISBN

978-87-400-8383-5

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

”Hormonernes magt over os bliver meget tydelig, når de pludselig begynder at svinge og styrtdykke…” (s. 16)

Her kan du komme på opdagelsesrejse i en udfordrende livsfase sammen med skuespilleren Anne Louise Hassing, som er kendt fra bl.a. tv-serierne ”Krøniken” og ”Badehotellet”. Bogen er skrevet i samarbejde med journalist og forfatter Marie-Louise Truelsen og har undertitlen ”På opdagelsesrejse i overgangsalderen”.

Ud fra sine erfaringer med voldsomme hedeture – samt et stresskollaps i en alder af 45 – tager Hassing os med på en humoristisk tour de force igennem ”Den brændende æra” med dertil hørende udfordringer og livskriser. Et bredt spektrum af temaer bliver vendt.

Bogen er veloplagt med flotte farvefotos, citater og faktabokse. Selvom den indeholder fagstof, er den ligetil og talesprogsagtig – og har et troværdigt, personligt præg.

I takt med tiden krydrer Hassing med engelske gloser (scary, crazy, peake, booste), blander sprog (menohackliste) – eller slår helt over i engelsk (Bring it on, burn it down, I’m a woman. Cut the crap osv.) Det kan kamme lidt over, men er med til at gøre sproget vitalt.

Overordnet falder bogen i seks hoveddele: Hormoner, Ned i kroppen, Relationer og alenetid, Mig og min sundhed, Min spirituelle rejse og Stay juicy.

Afsnittet om hormoner er det, der mest konkret beskæftiger sig med konsekvenser af de biologiske forandringer i overgangsalderen (søvnløshed, humørsvingninger, hedeture mm.). Her er både erfaringer fra brug af det offentlige sundhedsvæsen og det alternative – og overvejelser ift. dette. Umiddelbart virker det omfattende og bekosteligt at gå den alternative vej.

Der er ingen tvivl om, at Anne-Louise Hassing går til livet med en åben og nysgerrig indstilling. Den aktive og undersøgende vinkel er inspirerende – men også privilegeret og kan virke uopnåelig. Ikke alle kan deltage i tv-programmer med personlig træner, tage på retræte i Indien, købe dyre tests hos en hormonterapeut – eller uddanne sig til hormonterapeut og yogalærer ved siden af sit arbejde. Ikke alle har overskud til gennemgribende livsstilsændringer og investering i alternative produkter.

Men de fleste vil sikkert kunne finde noget af spejle sig i og lade sig inspirere af. Hassing deler gavmildt ud – også af veganske opskrifter og øvelser i hormonyoga – og et af formålene med bogen er netop at opmuntre og inspirere.

At den spirituelt interesserede forfatter hellere vil lægge englekort og tage på shamanistiske ånderejser end søge dybere i egen kulturbaggrund, er påfaldende. Hun har stødt sig på barndomsforestillinger om Gud som en gammel, hvidskægget mand, der dømmer – og har siden ungdommen dyrket buddhismen, som bogen rummer en del inspiration fra. Her må læseren selv skelne mellem skidt og kanel.

Bogen vil meget, og det kan virke, som om emnerne falder lidt over hinanden – vi når mere i bredden end i dybden. Men underholdende er det at få et kig ind i Anne Louise Hassings sprudlende univers. Samtidig sidder jeg tilbage med indtrykket af overgangsalderen som noget personligt og individuelt, som ikke kan sættes på formel.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter