Arv og miljø af Vigdis Hjorth

Bergljot er en kvinde midt i halvtredserne. For 23 år siden brød hun med sin familie – sine forældre, en bror, to yngre søstre. Hun gjorde det for at tage vare på sig selv, samtidig med at hun gik i psykoterapi, hvor hun kunne tale om det, familien ikke ville tale med hende om.

En arvestrid om to hytter, som forældrene har bestemt, de to yngste søstre skal arve, gør, at Bergljot atter – modvilligt – får kontakt med familien, da hendes bror kontakter hende.

Bergljot føler sig udstødt, bliver ikke hørt eller forstået i sin familie. Da hun var en lille pige, blev hun misbrugt af sin far – en erindring hun havde fortrængt, men som kommer op til overfladen, da hun går i terapi. Efterfølgende savnede hun faren, som stort set blev fraværende i hendes liv: ”Far undgik og frygtede sine to ældste børn, fordi de mindede ham om egen ugerning, he could not stand them because of what he had done to them”.

Familien spørger ikke til hendes historie, ønsker ikke at høre på hende – eller også vælger de at lukke ører og øjne, da det er yderst sprængfarligt og vil få uoverskuelige konsekvenser for familien, hvis de lytter og tror på hendes historie. Det vil rive familien i stykker, hvis sandheden kommer frem. Moren har dog hele tiden haft på fornemmelsen, hvad der foregik – men også hun fortrænger sandheden, ellers ville hun have været nødt til at tage konsekvensen og forlade manden. Astrid vil have beviser for at tro på søsteren: ”Hun ville have det verificeret, skrev hun. Hvordan? DNA-spor? Videooptagelser?” Astrid kæmper for en forsoning, for at få Bergljot til at glemme fortiden, lægge det bag sig. Bergljot får det dårligt, når hun tænker på Astrid.

Bogen handler om Bergljots liv, med arbejde, kæreste, børn, venner – og om fravalget af familien og reaktionerne mange år efter overgrebet. Især fylder sorgen over det dybe svigt fra de mennesker, der burde være hendes nærmeste. Deres overfladiske væremåde, faren der trækker sig, facaden udadtil, som er så vigtig, at Bergljot føler hun er blevet ofret, for at familien kan opretholde en illusion om at alt er godt. Det er hende eller familien.

”Arv og miljø” er en meget stærk fortælling om konsekvenserne af misbrug og svigt i barndommen. Bergljot fremstår yderst troværdig, hun råber og skriger, hun drikker for meget, bliver beruset og hysterisk, skammer sig, græder, skriver vrede mails om natten, opfører sig barnligt, gentager sig selv, er alvorlig og eftertænksom og god til at sætte ord på hvad hun føler – hun viser mange sider af sig selv. Det er rigtig godt skrevet, i et naturligt, hverdagsagtigt sprog, der afspejler hendes humør og stemninger. Og derfor tror man på hende, støtter hende, håber på, de også vil høre og tro på hende. For det er det hun mest af alt higer efter.

Jeg kan bestemt anbefale denne bog, som for øvrigt er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2017.

Lån bogen på biblioteket