287
2015
9788702182064
“Ambassadøren” er et portræt af den amerikanske ambassadør, Rufus Gifford, der siden sommeren 2013 har repræsenteret USA i Danmark.
De fleste danskere har næppe før interesseret sig synderligt for, hvem der havde den post, men Rufus har med sin store åbenhed og ”public diplomacy” bidraget til større synlighed i forholdet mellem USA og Danmark, bl.a. med sin deltagelse i alt fra repræsentative opgaver til kulturelle events som handicapidræt og Copenhagen Pride.
Rufus Gifford og partneren Stephen DeVincent flytter i sensommer 2013 ind i ambassadørboligen Rydhave nord for København. For at opveje den grå lukkethed ved arbejdspladsen, den stærkt bevogtede ambassade på Østerbro, inviterer parret til sociale og kulturelle arrangementer i embedsboligen, bl.a. til Oscarfester.
Portrættet veksler mellem beskrivelse af livet i ambassadørboligen, opvæksten i USA og ambassadørens arbejdsopgaver. I begyndelsen af bogen møder vi netop ambassadørparret på vej ud at lægge roser dagen efter attentatet ved Krudttønden og synagogen i Krystalgade februar 2015.
Skildringen af Rufus’ opvækstår som overbegavet, men indadvendt, skoledreng, er medrivende. Det er også rørende at høre om familiens accept af hans homoseksualitet, fordi han stammer fra konservativ østkyst overklasse, hvor den traditionelle kernefamilie står højt som værdi.
Det er derfor også en stærk fortælling, der viser Rufus’ stræben efter at stå på egne ben jobmæssigt og økonomisk. Han vil ikke benytte sig af, at han har en far, som er direktør for Bank of America.
Efter en periode som producer i Hollywood finder Rufus omsider det, som for alvor engagerer ham. Politisk fundraising – og der bliver han sammen med sin tidligere partner, Jeremy Bernard, afgørende for præsident Obamas sejr i præsidentkapløbet i 2008, og igen i genvalget 2012. Her rejser Rufus og Jeremy syv milliarder dollars. Ud over det svimlende kampagnebeløb bliver Rufus’s anvendelse af de sociale medier også medvirkende til Obamas sejr.
Det er ikke kun forretning for Rufus. Hans instinkt fortæller ham, at Obama kan skabe positive forandringer i USA.
Det er Barack Obama, der i 2013 udpeger Rufus Gifford, og i øvrigt fem andre homoseksuelle mænd, til ambassadørposter forskellige steder i verden.
Den dokumentariske portræt/samtale-bog er fascinerende og hårrejsende læsning, som kommer tæt på de politiske processer i USA. Samtidig portrætterer den en meget sympatisk, ung og idealistisk amerikaner, for hvem apati udgør en større trussel for demokratiet end både terror og finanskrise.