Aglyphe af Judith Sølvkjær

Man skal passe på naturen og på sit folk og leve i fred med alle skabninger. Men man skal vare sig for mennesket, for mennesket er farligt. Det er i hvert fald det vores hovedperson vokser op og lærer. Hun er nu gammel nok til at lede efter den sten som gør at hun kan være i symbiose med naturen og alle skabninger, men tiden går og hun er en af dem der bliver i den ældre alder blandt de unge før hun finder sin sten. Samtidig er der noget anderledes ved lige netop hendes sten, så det hele er ret mystisk. En dag kommer de ret menneske ind i deres verden og mennesker er jo farlige, så hun er ret meget i tvivl om hvad der er rigtig og forkert. Da hun bliver sat til at vogte mennesket, finder hun dog ud af at der måske også kan være noget godt i mennesker. At de måske ligefrem kan arbejde sammen mod en fælles fjende. Men hvordan får hun overbevidst de ældre, rådet, de voksne om at dette menneske ikke er farligt? Er det virkelig hende der tager fejl og tør hun risikere sit liv for menneskets skyld?

En fin historie som virker meget som universet i filmen Avatar, men blot hvor man befinder sig på samme sted hvad enten man er menneske eller xiphoide. Der er ikke så meget nytænkning, men det er en sød historie som hænger fint sammen. Der kunne sagtens bygges mere på, men historien virker gennemført og egentlig ret ligetil. De mange dyr og karakterer med mærkelige navne kan man nemt forestille sig ligner dyr vi allerede kender og derfor mangler der lidt magisk stemning på sin vis, for det ville give et ekstra lag, hvis man opfattede gyvelkvæleren som andet end en hest. Men en fin historie som dog ikke er helt så original som man som læser godt kunne ønske sig.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket